Smid cyklen i chefens have

27. dec 2009
Den gode, den onde eller den virkelig grusomme I vælger selv. Sådan får I chefen til at give jer hvad I vil have. Her er et par gode idéer fra fagbevægelsens nye håb de såkaldte organizere

Den gode

I bliver enige om, hvad I gerne vil ændre, og aftaler, at I alle sammen går ind på chefens kontor og beder om det. En anden mulighed er, at I skriver et brev til ham, forklarer sagen og får alle til at skrive under.
I mange tilfælde er det faktisk nok. De fleste chefer er også mennesker, og vil indenfor visse økonomiske rammer gerne have tilfredse medarbejdere. Bare det, at chefen opdager, at I alle er utilfredse med det samme, hjælper meget.

Den onde

I Jylland overvejer medarbejderne på en fabrik med 100 ansatte i øjeblikket, om det ikke vil hjælpe på ejerens forståelse for deres ønske om et cykelskur, hvis de begynder at parkere deres cykler i hans forhave. Han bor lige overfor fabrikken.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Den virkelig grusomme

Her er der stadig tale om en form for humor. Men forvent ikke, at chefen griner med, når I stiller op en tidlig morgen i hans indkørsel med et hornorkester og dyngevis af løbesedler, som I deler ud til alle hans naboer. Her forklarer I jeres sag - for eksempel at manden underbetaler sine polske medarbejder, der bor under kummerlige forhold.
Aktionen vil sandsynligvis ikke forbedre samarbejdsklimaet på arbejdspladsen. Men den vil være meget effektiv.