John Tøt (til venstre) og Thomas Hansen glæder sig over, at de nu skal knokle på Danish Crowns slagteri i Rønne fem dage om ugen frem for fire. Foto: Sigrid Friis Neergaard

Inspiration: Slagtere droppede fire-dages arbejdsuge: "Fridagen blev fjollet væk"

31. aug 2019
På Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm har medarbejderne i fem år haft en fire-dages arbejdsuge, men nu bliver der igen slagtet og snittet fem dage om ugen. Den lange weekend på tre dage havde alt for høj en pris, lyder det fra slagteriarbejdere.

Artiklen er bragt første gang den 13. juni 2019.

For de fleste varer en weekend to dage, men for medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm har weekenden indtil for nylig været tre dage lang.

Men selvom en fire-dages arbejdsuge er sød musik i nogles ører, har det hverken været godt for det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø blandt medarbejderne. Derfor er slagtiarbejder John Tøt glad for at have fået sin fem-dages arbejdsuge tilbage i april. De ansatte skulle nemlig stadig arbejde 40 timer, blot fordelt på færre dage.

- Lige meget hvem du spørger omkring mig, vil du få at vide, at det er virkelig dejligt, at vi har fået fem-dages ugen tilbage, siger John Tøt til A4 Arbejdsmiljø.

Den kortere arbejdsuge blev introduceret i 2014 som led i en spareplan, da virksomheden var lukningstruet. En driftsdag mindre betød også mindre rengøring og mindre energi, så slagteriet sparede omkring 1,8 millioner kroner om året.

Fridagen blev fjollet væk

A4 Arbejdsmiljø møder John Tøt på en vindfuld, overskyet sommerdag i Rønne. Men inde i det bornholmske slagteris produktionshal er der køligt, for at svinekødet ikke går i fordærv.

Læs også: Arbejdspladser afprøvede 30 timers ugen. Sådan gik det

Gulvfliserne er røde af blod, og det er drysset med fedtrester, der har sat sig under medarbejdernes hvide træsko. Der hænger nedkølede og afbrændte svin, som er renset for indvolde, på kroge fra fødderne.

Fridagen blev fjollet væk på at lave ingenting og gøre mig klar til arbejde.
John Tøt, slagteriarbejder

John Tøt er iført hårnet, handsker og en kniv-sikret rustning under et blåt forklæde. Ved siden af ham er store bøtter fyldt til randen med aftensmadens svinestege og -koteletter. Når han ikke renser fedtet af en steg til de japanske middagsborde, sørger han for udskæringer, der behager blandt andre den danske og tyske befolkning.

Det er et fysisk hårdt arbejde, som også kræver nøje præcision og opmærksomhed, både så man ikke skærer sig selv, og for at kødet kan bestå den efterfølgende kvalitetskontrol. Derfor følte han sig heller ikke særligt produktiv, når han endelig fik fri efter fire arbejdsdage af 10 timer.

- Fridagen blev fjollet væk på at lave ingenting og gøre mig klar til arbejde, siger John Tøt, som har arbejdet på slagteriet i 25 år.

John Tøt i rustning og arbejdsuniform, som sørger for, at hverken ham eller det kød, han skærer, kommer noget til. Foto: Sigrid Friis Neergaard

Ved siden af ham står hans kollega, som også er hans tillidsrepræsentant, Thomas Hansen. Han fik heller ikke meget ud af fridagen, fordi han var så udmattet, og dagene var for lange.

- Det var fysisk hårdt, og de sidste timer af arbejdsdagen, kunne man bare ikke mere. Man brugte første dag af weekenden på at restituere og nå alle de ting, man ikke havde tid til i løbet af ugen, siger Thomas Hansen.

Da efteråret og vinteren kom, og det blev mørkt uden for var det ikke så sjovt mere
Thomas Hansen, slagteriarbejder

Men ingen af dem havde lyst til at se slagteriet lukke. Derfor lød der heller ikke noget brok fra dem, da arbejdsdagen blev to timer længere, mod at ugen blev en dag kortere.

Men optimismen holdt ikke ved, selvom de fleste ansatte var glade for den ekstra fridag i starten.

- Da efteråret og vinteren kom, og det blev mørkt udenfor, var det ikke så sjovt mere, siger Thomas Hansen.

Den tidligere aftale var en redningsplan, den nye er en udviklingsplan
Per Laursen, produktionsdirektør for Danish Crown

Ledelsen kunne godt se, der måtte gøres noget, og arbejdsugens længde var derfor en topprioritet, da der skulle forhandles en ny medarbejderaftale på plads i april. Derfor valgte man at vende tilbage til en almindelig, fem-dages arbejdsuge, fortæller produktionsdirektør for Danish Crown i Danmark, Per Laursen.

- Den tidligere aftale var en redningsplan, den nye er en udviklingsplan, siger han.

Det mener Per Laursen, at medarbejderne var bevidste om i årene før nu, og derfor holdt de humøret højt.

- De kunne se lyset for enden af tunnelen. Mange havde den indstilling, at de måtte klemme ballerne sammen, til det gik bedre for virksomheden, siger Per Laursen.

Et helt andet menneske

De bedre tider er over virksomheden, og det glæder John Tøt, som kan mærke, at overskuddet er vendt tilbage.

- Jeg har mere energi, når jeg kommer hjem. Jeg er et helt andet menneske, siger han.

Vi har fået privatlivet tilbage
Thomas Hansen, slagteriarbejder

Thomas Hansen har også mærket, at han bedre kan passe sit sociale liv, fritidsaktiviteterne og familien nu,

- Vi har fået privatlivet tilbage, siger Thomas Hansen.

Han fortæller også, at kollegerne er blevet mere positive, og de fysiske skavanker er lettere at holde for døren.

- Det er super lækkert at have fem-dages arbejdsugen tilbage. Det har virkelig hjulpet fysisk, siger tillidsmanden.

Plastikpølser og elastikker

Men selvom arbejdet nu er fordelt over flere dage, og både John Tøt og Thomas Hansen kan mærke forbedringer på både krop og humør, er arbejdet stadig hårdt. Det erkender produktionsdirektøren også.

- Vi lægger ikke skjul på, at det er en virksomhed med hårdt, fysisk arbejde, siger Per Laursen.

Det vigtige er, at man får lavet nogle modsatrettede øvelser
Per Laursen, produktionsdirektør for Danish Crown

Derfor bliver der også sat ind for at styrke de ansattes muskler og skelet. Blandt andet kan medarbejderne låne nogle træningsredskaber med hjem.

- Der er sådan nogle plastikpølser, man holder i begge hænder, som man vrider i hver sin retning. Der er også træningselastikker. Det vigtige er, at man får lavet nogle modsatrettede øvelser, siger Per Laursen.

Thomas Hansen kan supplerende fortælle, at der to gange om ugen er fem minutters fælles træning og udstræk.

- Så stopper produktionen, og alle skal lave øvelserne. Når det foregår på den måde, kan man ikke rigtigt slippe for det, men man får det bedre af det, siger Thomas Hansen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her