Slagsmål i børnehave stoppet af politiet

8. feb 2014, 08:00
To fædre røg i totterne på hinanden, da de skulle hente deres børn.

Betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi troede, det var løgn, da de sidste fredag blev kaldt ud til et slagsmål i Greve - i en børnehave.

Alarmen gik klokken 16.14, oplyser Midt - og Vestsjællands Politi til Dagens.dk.

To børnehavebørn havde i løbet af dagen været oppe at slås. Og da børnenes forældre kom for at hente dem, endte det i håndgemæng mellem de to fædre – en 37-årig mand fra Vanløse og en 33-årig mand fra Greve.

At blive kaldt ud til en børnehave er en sjælden opgave hos politiet, fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er ret usædvanligt. Normalt er det pædagogerne, der varetager diverse konflikter i puderummet. Man kan godt grine lidt af, at to voksne ikke har mere overskud, end at det ender i håndgemæng, siger han til Dagens.dk.

De to fædre faldt ifølge Martin Bjerregaard til ro efter en 'voksensnak' med politiet.