Skuffet Amin: Kalder I det her en normal sag?

24. jan 2014, 15:16
Amin Skov er vred over sin lave erstatning. Min sag er ikke normal, siger han.

Amin Skov er skuffet.

Han bad om halvanden million i erstatning, men får kun 12.550 kroner. Årsagen er, at hans erstatningssag betegnes som en helt almindelig brandstiftelsessag, derfor får han standardbeløbet.

"Det har været opslidende. End ikke for min værste fjende ønsker jeg, at noget lignende må ske," siger den tidligere restaurantejer til Ekstrabladet.dk.

Han er vred over, at hans sag betegnes som "normal", når han både har været gennem pressemøllen, sigtet for brandstiftelse selv, og der ifølge ham har været store fejl i efterforskningen.

Amin Skov blev kendt i sommeren 2012 som restaurantejeren, der tegnede overenskomst med Krifa og derfor lagde sig ud med 3F, og pludselig blev symbol på en politisk fagforeningskamp og maskot for de liberale partier.

Senere brændte hans kendte spisested, Vejlegården, ned. Skov selv blev sigtet for brandstiftelsen, men senere frikendt.

Amin Skov er i dag tilbage i Vejlegården i et helt almindeligt lønmodtagerjob som kok, skriver Ekstrabladet.dk.