Skattelotteri giver rige firdobbelt gevinst

18. aug 2010
De rigeste danskere har fået fire gange så meget i skattelettelser som en LOarbejder. DF forsvarer aftalerne.

Der har været grund til større jubelscener på chefgangene end i medarbejderkantinen, når lønsedlerne har afsløret resultatet af regeringens skattelettelser.

Regeringen har givet skattelettelser for i alt 50 milliarder kroner over de sidste ni år, og de rigeste danskere har fået fire gange mere ud af regeringens række af skattereformer end en typisk LO-arbejder.

Direktøren og den dyre advokat har således fået 59.200 kroner, mens en murer og sygeplejerske har fået 14.400 kroner. Helt i bund ligger den fattigste gruppe danskere, der hver har fået 3.700 kroner i gennemsnit.

Det viser en analyse, som AE-rådet har lavet for Avisen.dk. Rådet har for første gang sammenlignet de forskellige indkomstgruppers udbytte af skattelettelserne.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

”Der er pokker til forskel på de skattelettelser, der er givet til middelklassen og så de rige,” siger direktør i AE-rådet Lars Andersen.

DF: Vi har fjernet det værste

Det er særligt den seneste skatteaftale mellem regeringen, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der netop er trådt i kraft, som belønner de rigeste danskere. Aftalen lettede blandt andet skatten for aktiegevinster og hævede grænsen for topskatten.

Hos Dansk Folkeparti mener ordfører Mikkel Dencker, at partiet netop har sørget for, at de rigeste har fået mindre og ikke mere i skattelettelser.

”Kalder man det, der er sket, for skævt, så havde det været endnu mere skævt, hvis Dansk Folkeparti ikke havde været med i aftalerne,” siger Mikkel Dencker.

Han peger på, at Dansk Folkeparti i forhandlingerne har forhindret, at topskatten blev sat ned og fik i stedet et beskæftigelsesfradrag, der kommer alle i arbejde til gode.

”Jeg synes heller ikke, det er nogen forbrydelse, at nogen får mere ud af skattereformerne end andre. Det er nu engang sådan, at verden er skruet sammen,” siger Mikkel Dencker.

”Pjat”

I AE-rådets analyse er de rige defineret som de danskere, der tjener dobbelt så meget som en almindelig dansker efter skat.

Lars Andersen påpeger, at de rige både har fået mere i kroner og øre, men de har også fået mere i skattelettelser i procent. Han mener, Dansk Folkeparti løber fra sit ansvar, når Mikkel Dencker mener at have gjort regeringens politik mindre skæv.

”Det er noget frygteligt pjat. Det kan godt være, at Dansk Folkeparti har ændret reformen nogle promiller. Men hvis de ikke havde stemt for, havde regeringen skullet lave aftale med Socialdemokraterne og SF og gjort den mere socialt afbalanceret,” siger Lars Andersen.

Skatte-lettelser

Regeringens skattelettelser for 50 mia siden 2001 har givet danskerne så mange penge:

  • De fattige: 3.700 kroner
  • Mellemindkomst: 14.400 kroner
  • De rige: 59.200 kroner

Kilde: AE-rådet


 

  • Antallet af rige danskere er eksploderet siden 2001 - Avisen.dk tager dig med ind i de riges klub.