BeFunky-collage
Andrew Timothy Fogarty er en af de 2832 borgere, der gør brug af det sociale frikort. (Arkivfoto) Foto: Tønder Kommune og Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Andrew får en skatterabat til at komme på fode: 'At kunne give barnebarnet lidt for penge, jeg selv har arbejdet for, er ubeskriveligt'

11. feb 2021, 06:15
Med hjælp fra det såkaldt sociale frikort har Andrew fået vendt sit liv om. Fra at befinde sig i et sort hul er han nu kommet om på den anden side og ser med glæde på fremtiden. Ordningen er 'en god investering i mennesker', mener han.

Andrew Timothy Fogarty er en af de mange borgere, der har benyttet det sociale frikort.

Det er en skattefordel, som giver udsatte mulighed for at tjene 20.000 kroner om året, uden at skulle betale skat af pengene.

LÆS OGSÅ: Udsatte borgere kan fortsat tjene penge skattefrit: 'Vi skal have flere arbejdsgivere på banen'

Ordningen er nu blevet forlænget til 2022. Det er en særdeles god idé, mener Andrew Timothy Fogarty.

- Det er en god investering i mennesker. Man giver os en chance, og det er enormt vigtigt, fordi det er så nemt at falde tilbage til det dårlige mønster, man er i. Her har vi noget, som kan få nogle tilbage til et normalt liv igen, siger han, der er en af de i alt 2832 borgere, der bruger frikortet.

'Det var forfærdeligt'

For Andrew Timothy Fogarty gik livet pludselig i tusind stykker, da han tilbage i tiden blev syg og mistede sit arbejde. Derfra gik det nedad i en ond spiral med et voksende alkoholmisbrug. Der kulminerede i, at han næsten mistede livet.

- Jeg har arbejdet hele mit liv, men så ramte jeg ind i en dårlig periode. Til sidst mistede jeg både min selvrespekt og min stolthed. Det var forfærdeligt, siger han.

Med det sociale frikort fik han en chance for at samle stumperne op og give det et forsøg med at få det gode liv tilbage gennem en almindelig hverdag, hvor dét at gå på arbejde er trådt i stedet for alkoholen. 

Han er nu rengøringsassistent ved intern service i Tønder Kommune, hvor han ikke har misset en eneste dag og møder op med et smil på læben hver gang.

Jeg har købt mig et par nye vinterstøvler, og det er stort for mig
Andrew Timothy Fogarty, bruger af det sociale frikort

- Det her tilbud gør, at jeg kan arbejde og tjene mine egne penge. Det har givet mig min stolthed tilbage, og jeg har det meget bedre, fordi jeg har været alkoholfri i over et år nu, træner hver dag og har det godt med mig selv. Det er fantastisk, siger han.

En del af forklaringen, på at Andrew oplever ordningen så positivt, er, at det giver ham en følelse af rent faktisk at tjene penge, som han gjorde det, før han blev syg.

Det giver også et incitament til at komme ud på den anden side og arbejde videre, hvor man også bidrager til staten ved at betale skat, forklarer han.

- Jeg er klar til at arbejde så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lide at tage penge fra statskassen, så jeg vil enormt gerne bidrage. Men om der er arbejde til mig på den anden side, det ved jeg ikke, siger han.

Lidt luksus i hverdagen

Han håber, at der bliver flere timer med rengøring i fremtiden. Men helt grundlæggende er han ikke kræsen med, hvilken type arbejde, han skal udføre. Et arbejde er et arbejde, som han pointerer.

Det er dog ikke helt ligemeget, hvordan arbejdsgiveren kvitterer for arbejdet, understreger han og forklarer, at man med det sociale frikort, i modsætning til et praktikforløb, oplever at blive påskønnet for sin indsats.

- Man får rent faktisk penge for at arbejde, modsat praktik, hvor man bliver udnyttet. Det giver jo ikke ligefrem en lyst til at arbejde, siger Andrew Timothy Fogarty.

Selvom de 20.000 kroner, han tjener, ikke rækker til store luksuriøsiteter, giver det ham - krone for krone - en lidt sødere hverdag, hvor også vigtige mennesker i Andrew Timothy Fogartys liv kan få lidt.

LÆS OGSÅ: Dansk supermarkedsgigant får kæmpe bøde: Butikschef var illegal migrant

- Når du har været på bistand, så lærer du at leve uden luksus. Men nu har jeg rent faktisk råd til bare lidt luksus i hverdagen. Jeg har købt mig et par nye vinterstøvler, og det er stort for mig, siger han og fortsætter:

- Jeg er lige blevet bedstefar. Og at kunne give barnebarnet lidt for penge, jeg selv har arbejdet for, det er ubeskriveligt.