Omkostninger til driften af Skat er steget med 40 procent, siden Finansministeriet i 2006 iværksatte spareplaner. Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix

Ekspert: Finans­ministeriet tog livet af Skat

12. jan 2020, 12:15
Skat koster i dag 40 procent mere, end før Finansministeriet gik i gang med spareplanerne i 2006. Da embedsmænd fra Finansministeriet rykkede ind, gik det galt.

Finansministeriet har brugt Skat og Skatteministeriet som et eksperiment, der skulle demonstrere, hvordan man kan effektivisere den offentlige sektor og gøre tusindvis af medarbejdere overflødige. Men Finansministeriet endte med at tage livet af Skat. Det skriver Politiken.

LÆS OGSÅ: Skjult kamera - Familiefar tog billeder af nøgen steddatter

Først gennemtvang Finansministeriet på trods af protester fra Skat og Skatteministeriet i 2006 planer om at nedskære personalet med omkring 30 procent.

Dernæst blev Skatteministeriets ledelse med erfarne skattefolk i 2012 udskiftet med en ny ledelse med erfaring fra Finansministeriet, anført af Skatteministeriets nuværende departementschef Jens Brøchner.

Eksperimentet stødte på grund i 2015, og siden da har politikerne været nødt til at forhøje Skatteministeriets samlede budget med omkring 70 procent for at rette op på et skattevæsen, der var brudt sammen på flere områder.

Den samlede bevilling i Skat har med vedtagelsen af Finansloven for 2020 før jul sat danmarksrekord med 9,4 milliarder kroner, hvilket er 40 procent højere, end før de store besparelser begyndte i 2006. Også antallet af ansatte i Skat er nu højere end før nedskæringerne, viser Politikens gennemgang af sagen.

Jørgen Grønnegård Christensen, tidligere professor i offentlig forvaltning og medforfatter til en bog om sammenbruddet i Skat, betegner hele forløbet som et 'frygteligt selvmål for Finansministeriet'.

- Øvelsen fra 2005 til i dag har kostet milliarder af kroner i øgede omkostninger, siger Jørgen Grønnegård Christensen til Politiken og tilføjer: 

- Det er dybt ulykkeligt, at man på den måde har fået et vidnesbyrd om, at man ikke kan effektivisere den offentlige sektor.

Skatteminister Morten Bødskov siger, at 'sparekursen har været dyr for Danmark', men han vil ikke over for Politiken bedømme, hvem der har ansvaret for Skats delvise sammenbrud, der har kostet staten et større tocifret milliardbeløb. Det må Undersøgelseskommissionen om Skat, som blev nedsat i 2017, vurdere, mener han.

LÆS OGSÅ: Ekspert - Finans­ministeriet tog livet af Skat