Skanderborg Festival: Publikum trodser regnen

8. aug 2008
Der skal mere end 40 millimeter regn til at slå festivalgæsterne ud i Skanderborg. Flis og fornuftigt tøj er svaret.

- Vi har helt styr på det, og har både drænet vandet væk foran scenerne og lagt mange kubikmeter flis ud.

Sådan lyder det fra Skanderborg Festivalens talsmand Jens Peter Bonde, efter uvejret i går aftes ramte Danmark med lyn, torden og kraftig blæst og regn. Det gik hårdt ud over gæsterne på dette års Skanderbog Festival, der ikke kunne krybe i ly indendøre.

Flere forlod festivalen efter 40 millimeter regn var haglet ned over pladsen - næsten samme mængde, som falder i hele august.

Men de tilbageværende er, ifølge talsmanden, ikke sådan at slå ud.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

- Det var fantastisk at se, hvordan publikum trodsede regnen og fyrede den af til Franz Ferdinand i går aftes på Bøgescenen - bandet tog en god omgang respekt med hjem til Skotland, det er helt sikkert. Humøret er i top og det er jo danskere, vi har med at gøre. De ved godt, at det regner herhjemme, og de klæder sig på til forholdene.

I aften kan publikum hoppe i den fugtige skovjord og nyde blandt andet Kaiser Chiefs og Infernal på den store Bøgescene.

faktaboks

Festivalen oplyser, at der er blevet kørt 700-800 kubikmeter flis ud på festivalen for at undgå mudder.