Skæld bare ud du bliver ikke fyret

14. dec 2012, 12:26
De fleste har prøvet at vågne nervøse op efter en lidt for vild firmajulefrokost. Men udskejelserne får sjældent konsekvenser.

Hvis du i fuldskab til julefrokosten kommer til at fortælle chefen et par sandheder eller to, vågner du sikkert næste dag med en nervøs smag i munden.

Men selvom det er dårlig stil at lade munden løbe over, behøver du ikke møde bævende op mandag og frygte for dit job.

Fulde-kritik over flæskestegen får nemlig sjældent alvorligere konsekvenser end et par røde ører, lyder det fra både fagforeninger og chefer.

”De fleste ledere tænker pyt, det skete i en brandert. Og er man heldig, kan lederen ikke engang huske det om mandagen,” siger Palle Larsen fra Arbejdsmiljøpolitisk Afdeling i 3F.

En halv flaske Blå Aalborg

Og selvom det ikke er klogt at bruge årets fest til at komme ud med sin ærlige mening om chefen, bør en god leder formå at lukke ørerne, hvis det alligevel sker, mener Palle Larsen.

”Selvfølgelig bør man ikke sige sådan nogle ting til julefrokosten, men der ryger jo et par finker af panden ind imellem. Og jeg vil mene, at man skal være en halvskidt leder, hvis man bagefter bruger noget, der er sagt på grund af en halv flaske blå Aalborg,” siger Palle Larsen.

Heller ikke i HK kender de til sager, hvor kritik til julefrokosten har fået konsekvenser.

”Om mandagen siger folk som regel bare, at de beklager meget, og så går det normalt over,” siger Svend Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK.

En god chef lader som ingenting

Men hvordan ser cheferne, der potentielt må lægge øre til kritikken, på det?

”Lederen ved godt, at det er noget, der bliver sagt i festligt lag, og at man bare skal lade det ligge om mandagen,” siger Vibeke Skytte, der er direktør i Lederne.

Hun opfordrer chefen til at bruge sin sunde fornuft og ikke blæse den slags episoder op.

Også hvis en medarbejder plaprer ud med lidt for private ting, bør en god chef lade som ingenting om mandagen.

Dog er der én undtagelse, tilføjer Vibeke Skytte.

”Hvis der for eksempel bliver fortalt noget om alvorlig sygdom, vil det være en god idé at trække medarbejderen til side og følge op på det.”