20200804-115944-L-1920x1280we
Mobning og krænkelser blandt personalet på Udrejsecenter Sjælsmark har været dagligdagen i mindst ét år, viser aktindsigt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mobning og krænkelser på sociale medier: Ansatte bekriger hinanden på udrejsecenter

2. feb 2021, 23:25
Mobning og krænkelser blandt personalet på Udrejsecenter Sjælsmark har været dagligdagen i mindst ét år, viser aktindsigt. Kriminalforsorgen tager sagen meget alvorligt.

I Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland holder de ansatte opsyn med afviste asylansøgere, der står til at blive sendt ud af Danmark.

Det er et krævende arbejde, der trækker store veksler på de ansattes ressourcer. Arbejdet har i mindst ét år krævet endnu mere af medarbejderne, fordi en konflikt mellem to personalegrupper har ført til mobning og krænkende handlinger.

Det viser en afgørelse fra Arbejdstilsynet, som A4 Arbejdsmiljø har fået aktindsigt i.

LÆS OGSÅ: Mobning på Sjælsmark: Her er ledelsens 5 bud på at løse problemerne

Kriminalforsorgen, der driver udrejsecentret, har fået et påbud og et rådgivningspåbud for brud på arbejdsmiljøloven. Med et rådgivningspåbud er Kriminalforsorgen tvunget til at indhente hjælp til at håndtere problemet fra en ekstern arbejdsmiljørådgiver.

Kriminalforsorgen tager afgørelsen alvorligt.

- Ledelsen tager Arbejdstilsynets afgørelse meget alvorligt og accepterer ikke nogen former for krænkende handlinger, siger Charlotte Aagaard, der er institutionschef i Udrejsecenter Sjælsmark.

Ifølge Arbejdstilsynets afgørelse er mobningen og de krænkende handlinger kommet til udtryk ved bagtalelser, skældud, overfusninger og ydmygelser i kollegers påhør.

En eller flere ansatte har også modtaget krænkende meddelelser fra kolleger på sociale medier, og der er også eksempler på, at ansatte er blevet udelukket fra det sociale og faglige fællesskab.

Klikedannelser

De krænkende handlinger bunder i en konflikt mellem to personalegrupper, der har vidt forskellige tilgange til arbejdet med nogle af samfundets mest sårbare mennesker.

Den ene gruppe er oplært af fængselsbetjente i Kriminalforsorgen, mens den anden har en socialpædagogisk baggrund.

De ansatte og ledelsen oplyser, at de forskellige tilgange i personalegruppen skaber klikedannelser og konflikter mellem de ansatte, hvor begge grupper mener at stå for den ”rigtige” tilgang til jobbet
Afgørelse fra Arbejdstilsynet

Ifølge afgørelsen fra Arbejdstilsynet har den første gruppe en mere restriktiv tilgang til arbejdet med afviste asylansøgere.

”De ansatte og ledelsen oplyser, at de forskellige tilgange i personalegruppen skaber klikedannelser og konflikter mellem de ansatte, hvor begge grupper mener at stå for den ”rigtige” tilgang til jobbet”, står der i tilsynets afgørelse.

 ”De ansatte oplyser, at splittelsen i personalegruppen skaber en utryg og dårlig stemning, hvor det kan være svært at udføre sit arbejde uden at få negative kommentarer eller stikpiller om måden, hvorpå arbejdet tilgås”, står der endvidere.

Arbejdstilsynet vurderer, at den systematiske mobning har fundet sted minimum ugentligt i mindst ét år. Ledelsen på Sjælsmark har afholdt tjenestelige samtaler med en række medarbejdere, uden at der er sket mærkbare forandringer.

Det skaber alvorlig mistrivsel for den enkelte, der udsættes for mobning på arbejdspladsen. Mobning går ind og rammer ens selvværd, og det har nogle rigtig alvorlige konsekvenser for ens selvforståelse. Det kan medføre depression, og nogle må i langtidsbehandling for det
Erhvervspsykolog Per Hulstrøm

Nu skal en ekstern arbejdsmiljørådgiver hjælpe udrejsecentret med problemerne.

- Ledelsen har i samarbejde med HR-enheden i Kriminalforsorgen Hovedstaden og ekstern arbejdsmiljørådgiver lagt en plan for, hvordan vi imødekommer Arbejdstilsynets påbud og i øvrigt imødegår og håndterer denne type problemer. Vi vil således i de kommende måneder inddrage medarbejderne i en proces med en række faglige og samarbejdsmæssige aktiviteter, forklarer Charlotte Aagaard.

Store konsekvenser for helbreddet

Ifølge erhvervspsykolog Per Hulstrøm er det et velkendt fænomen, at der kan opstå konflikter, når personalegrupper med forskellig faglig baggrund arbejder sammen.

- Der kan være forskellige tilgange til andre mennesker, som er styret af den faglighed og det menneskesyn, man har fået undervejs i sin uddannelse. Derfor er det enormt vigtigt, at ansatte med forskellig faglighed forstår hinanden. Det handler for ledelsen om at arbejde med arbejdspladsens værdier, så det kan ske, siger Per Hulstrøm, der har mange års erfaring med organisations- og ledelsesudvikling og mobning på arbejdspladser.

Mobning på arbejdspladsen kan få store helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte, fortæller han.

- Det skaber alvorlig mistrivsel for den enkelte, der udsættes for mobning på arbejdspladsen. Mobning går ind og rammer ens selvværd, og det har nogle rigtig alvorlige konsekvenser for ens selvforståelse. Det kan medføre depression, og nogle må i langtidsbehandling for det. Nogle risikerer også at skulle medicineres for overhovedet at kunne klare en dagligdag, siger han.

LÆS OGSÅ: Karatespark og slag med limpistol: Arbejdstilsynet griber ind på Sjælsmark

Sjælsmark har hele efteråret oplevet et højt sygefravær som konsekvens af det dårlige arbejdsmiljø. Kriminalforsorgen har indtil den 1. juni 2021 til at efterkomme rådgivningspåbuddet fra Arbejdstilsynet.

Det er langt fra første gang, at der er problemer med arbejdsmiljøet på det nordsjællandske udrejsecenter. I 2019 modtog Røde Kors et påbud om at rette op på høje følelsesmæssige krav i arbejdet for sine medarbejdere i den pædagogiske enhed på Sjælsmark.