En 32-årig mand har tilstået at have slået sin mor ihjel. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Uhyggelig mordsag - sindssyg kvalte sin mor

1. maj 2020, 13:46
Retslægerådet har vurderet, at søn var syg, da han sidste sommer kvalte sin mor.

En 32-årig mand har fredag i retten tilstået, at han slog sin mor ihjel i Brædstrup sidste år. Han er blevet dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Manden var sindssyg, da han kvalte moren, har eksperterne i Retslægerådet slået fast.

Det var sønnen selv, der 20. juli sidste år ringede til politiet og fortalte, hvad der var sket.

I Retten i Horsens har manden ifølge anklager Bjørn Dahl Larsen forklaret, at han havde haft flere uoverensstemmelser med moren, men at han alligevel valgte at flytte hjem til hende.

På dagen for drabet var han vred. Han mente, at hun var skyld i, at han havde det fysisk dårligt.

Moren blev 71 år. I forbindelse med fredagens retsmøde er sønnen blevet frakendt arveretten.

En stor del af de drab i Danmark bliver begået af mænd og kvinder, der er psykisk syge eller var utilregnelige i gerningsøjeblikket på grund af sindssyge.

24 procent af gerningsmændene hører til i denne kategori, viste en undersøgelse, som Justitsministeriet offentliggjorde i januar. Den beskrev ofre og gerningsmænd i perioden fra 2012 til 2017.

/ritzau/