Silvan må gerne tvinge kolleger i seng sammen

15. nov 2013, 16:22
Byggemarkedet Silvan har fået Arbejdsrettens ord for, at ansatte ikke har ret til eneværelse, når de er på efteruddannelse. HK er rasende.

Husk ørepropper og dit milde sind, når du fremover skal på kursus. Fra nu kan din arbejdsgiver nemlig tvinge dig til at dele værelse med en kollega.

Det fastslog Arbejdsretten med en kontroversiel afgørelse fredag.

Det er i orden, at medarbejdere på kurser bliver indkvarteret på dobbeltværelser med kolleger af sammen køn. Det er ikke misbrug af ledelsesretten og ikke krænkende for personer af samme køn, lyder dommen fra retten.

Sagen er indbragt for Arbejdsretten af HK mod byggemarkedet Silvan efter et kursus. Tre medarbejdere var efter kurset utilfredse med indkvarteringen på dobbeltværelser og klagede til fagforbundet, skriver Ritzau.

Medarbejdernes fagforening HK Handel beskriver afgørelsen som forkert og meget besynderlig.

"Vi har eksempler på en medarbejder, der måtte tilbringe natten på et billardbord, fordi den tildelte sovekammerat snorkede sig højlydt gennem natten. En anden blev holdt vågen af værelseskammeratens dårlige mave og rutefart til toilettet. Endnu en oplevede at blive vækket midt om natten af en kollega, der var så beruset, at vedkommende efterfølgende blev bortvist fra virksomheden. Og der er sågar eksempler på, at medarbejdere måtte dele en dobbeltseng. Det er ikke ordentlige vilkår," siger faglig chef Kim Jensen til Avisen.dk.

Silvan afviser tvang

Inden kurset havde Silvan gjort opmærksom på, at medarbejderne ville blive indkvarteret på dobbeltværelse frem for enkeltværelser. Det skete af sparehensyn, og fordi det var svært at finde lokaliteter.

Men ifølge Silvan var der ikke tale om tvang. Medarbejderne skulle blot kontakte Silvan, så ville de undersøge, om der var ledige enkeltværelser på kursusstedet.

Arbejdsretten har taget stilling til, om det er udtryk for manglende hensyntagende til de enkeltes personlige integritet og dermed et misbrug af ledelsesretten, at kursusdeltagerne boede to og to på værelserne.

Det mener Arbejdsretten ikke med sin afgørelse fra torsdag.

Arbejdsretten giver Silvan ret i, at de har handlet sagligt og ud fra et klart driftsmæssigt hensyn.

Dansk Erhverv: Det er helt normalt

Arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv er tilfreds med dommen.

"Det er meget tilfredsstillende, at Silvan har fået Arbejdsrettens ord for, at HK-medarbejdernes integritet ikke blev krænket. Det er meget normalt, at man bor på dobbeltværelse, når man er på kursus," skriver overenskomstchef Peter Vibe i en mail til Ritzau.

HK Handel mener dog, at det krænker medarbejdernes privatliv, når de møder op til et kursus og opdager, at de skal dele seng med en vildtfremmed kollega.

"Man kan jo prøve at spørge, om Arbejdsrettens dommere selv kunne tænke sig den situation – eller arbejdsgiverne for den sags skyld. Det er en urimelig besparelse overfor medarbejderne," siger faglig chef Kim Jensen til Avisen.dk.