Sigurd nåede at afslutte millionproduktion, men: ‘Jeg har folk, der skal have løn’

20200202-174409-L_64Mb
Sigurd Barrett har sat tingene på pause under krisen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
TEMA:Corona i Danmark
7. apr. 2020 17.00
Kulturlivet er blevet glemt under coronakrisen, mener Sigurd Barrett. Entertaineren, der har måttet sætte sin igangværende danmarksturné på pause under coronakrisen, føler sig dog alligevel heldig.

Kære læser

Denne artikel har vi nu åbnet uden betingelse om abonnement. A4 Medier er som alle andre virksomheder udfordret af den aktuelle coronakrise og mister indtjening. Vi vil sætte pris på, at du nu eller senere vil overveje at støtte vores journalistik ved at blive abonnent.

Lige nu skulle Sigurd Barrett have været rundt i landet med turnéen ‘Sigurd fortæller om Genforeningen’. Nedlukningen af samfundet har dog imidlertid sat det hele på pause, og entertaineren står nu tilbage med 100 koncerter, der venter på at blive afholdt.

LÆS OGSÅ: Artist-formand efter besked fra Mette F.: 'Det får uoverskuelige konsekvenser'

- Ryger det hele på gulvet, fordi nedlukningen varer for længe, og vi dermed ikke kan komme i gang, inden det bliver for sent, så kan det komme til at koste 2,5 millioner i tabt fortjeneste, siger Sigurd Barrett til A4 Arbejdsliv, men slår samtidig fast, at ‘vi er langt fra sådan en scenarie’.

Lige nu har han og resten af produktionsholdet bag turnéen valgt en strategi, hvor de satser på at vende tilbage efter coronakrisen. Det skubber ganske vist alle fremtidige aftaler og standser al indtjening på nuværende tidspunkt. Det gør de af pragmatiske overvejelser, pointerer han. 

- Foreløbig er jeg afventende. Det hele er jo gået i stå, og jeg vil selvfølgelig rigtig gerne i gang igen. Jeg lever jo af at samle mennesker – jo flere jo bedre. Men personligt har jeg valgt at klappe hesten, for jeg er ikke ved at gå fallit. Jeg har jo også flere bolde i luften, siger han og fortsætter:

- Jeg har valgt at betragte det her, ligesom hvis jeg holdt ferie, hvor jeg heller ikke har indtægter. Jeg kan godt klare det en kort periode, men det er klart, at jeg ikke kan klare det i et år. Og jeg har jo også folk, jeg skal brødføde. Det er ikke kun mig, der ikke får penge ind.

Heldig timing

Midt i ærgrelsen over situationen er der dog også en lettelse. Sigurd Barrett har nemlig været heldig med timingen. Inden krisen for alvor ramte Danmark og lukkede samfundet ned, afsluttede han hele to store turnéer.

- Tilfældigvis har jeg lige overstået to kæmpestore millionproduktioner. Der har vi været så sindssygt heldige, at vi lige præcis har nået at spille dem færdig, siger han.

Ifølge Sigurd Barrett er det, uanset konsekvenser, et nødvendigt onde, at man fra politisk hold har handlet konsekvent. Det handler om liv, mener han.

- Kulturlivet er vigtigt, men omvendt vil man meget nødig være den, der smitter en anden. Det kan man ikke have på sig.

Men forløbet har dog alligevel skabt en undren hos ham på visse punkter. Kulturen er simpelthen blevet overset, forklarer han.

- Kulturlivet er blevet glemt i den her coronakrise. Det er klart, at kulturen ikke er det første, man tænker på, når man lukker samfundet. Men det nytter heller ikke noget at ignorere den. Kulturen binder os sammen, og det er en katastrofe for vores samfund, hvis kulturlivet lukker helt ned og går konkurs – ligesom vi eksempelvis har set det med Fredericia Teater.

LÆS OGSÅ: Martin efter Mette F.'s pressemøde: 'Det var en livsdrøm, der forsvandt'

Derfor har han også en opfordring til danskerne og til statsministeren.

- Hold hånden under kulturlivet. Jeg synes, at politikerne skal begynde at opfordre danskerne til også at støtte kulturlivet, hvor de end kan. Ligesom når Mette Frederiksen opfordrer folk til at købe take-away.