Tonen var hård og angrebene mange, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen søndag aften stod ansigt til ansigt i den sidte duel før valget på DR.

LÆS OGSÅ: Mette F.: Vil ikke sige ja eller nej til minimumsnormeringer

Pension til nedslidte var et af de temaer, hvor debatten slog gnister.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

- Jeg har tidligere kaldt det for det største bluffnummer, og det er jeg ikke bleg for at gentage i aften. Du vil dele danskerne i et A og B-hold, og det er ikke særlig rart at tænke på, sagde Lars Løkke Rasmussen til sin modstander med henvisning til, at nogle fag ifølge det udspil, Socialdemokratiet har fremlagt, vil kunne få adgang til pensionen, mens andre ikke vil kunne.

Mette Frederiksen parerede således: 

- Jeg erkender, at der er nogle, som har et hårdere arbejdsliv end andre. Det ved jeg som socialdemokrat. Jeg forsøger at rette op på nogle af dine fejltrin, og det er jeg stolt af, erklærede hun.

Ifølge Løkke har S-formanden ikke afsat tilstrækkeligt med penge til sin pensionsplan. Mette Frederiksen kaldte det 'vild arrogance,' da Løkke kritiserede hende for at gå til valg på at gøre danskerne fattigere.

- Du tror, at dem, der har arbejdet i 40-50 år går fløjtende på arbejde? Ved du, hvor mange der tager smertestillende?, lød det fra Mette Frederiksen.

På A4 Nu's facebook-side er Marianne Schmidt også optaget af nedslidtes muligheder - og af mulighederne for at skifte spor.

- Hvad med os der er slidte og ikke ønsker en pension men eventuelt bare at skifte spor med ny uddannelse, fordi vi gerne vi beholde tilknytning til arbejdsmarkedet. Kan vi få lempet reglerne, spørger hun.

Søndag gik tusinder af forældre og pædagoger i demonstration med krav om mimimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen ville give deres støtte til kravet under aftenens duel.

Løkke vil indkalde pædagogernes forbund BUPL og forældreorganisationer til forhandlinger efter valget. Mette Frederiksen talte om at sikre bedre normeringer.

- Vi går til valg på at indføre flere pædagoger. Når vi ikke går til valg på minimumsnormeringer, så er det, ford, vi har flere opgaver i velfærdssamfundet. Vi skal også have gode folkeskoler. God ældrepleje, handicap og psykiatri, lød det fra S-formanden.

På A4 Nu's facebook-side noterer Per Frisch, at forældrene har formået at råbe politikerne op. 

 - Nu er forældrene lykkedes med at råbe politikerne op, når det gælder nomeringerne i vuggestuerne og børnehaverne. Nu mangler vi bare, at de råber lige så højt, når det gælder deres forældre ogbedsteforældre, der sidder på et plejehjem. Her er normeringerne om muligt endnu dårligere, skriver Per Frisch.