Sfrygt: Vil Løkke fremrykke velfærdsforliget

10. jan 2011
S tæller på knapper: Skal de komme med nyt økonomisk udspil? Og hvad med efterlønnen?

Da Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen mødte hinanden på de radikales nytårsstævne i Nyborg, blev hun ved med at stille ham det samme spørgsmål. Nemlig: Hvor gammel skal en 33-årig sosu-assistent være, før hun kan gå på folkepension. Hvorfor spurgte Thorning om det - hun kender da selv svaret?

Det gør hun i den grad. Hun var selv hovedforhandler på Velfærdsforliget fra 2006, som regulerer både efterløn og pensionsalder fra 2019.

Ifølge forliget vil pensionsalderen være 67 år i 2027 - og herefter vil den langsomt krybe opad i takt med, at vi forhåbentlig lever længere.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Derfor vil en kvinde, der er 33 år i dag, være over 70 år, før hun kan få folkepension ifølge Velfærdsforliget.

Det ved Thorning, og derfor handlede hendes spørgsmål heller ikke om fakta - men var et forsøg på at lokke/ryge Løkke ud af busken.

Hun - og resten af S-toppen - frygter og forventer, at Løkke pønser på at fremrykke velfærdsforliget, så det skal træde i kraft FØR 2019 som aftalt.

Det vil betyde, at den 33-årige skal være endnu ældre, før hun går på pension.

Løkke svarede aldrig på spørgsmålet?

Nej, han lod det hænge i luften. Og ville kun være så præcis, at han lovede svar om et par uger. Det vil ske 17.-18. januar, når regeringen holder seminar, og her skal lægge sidste hånd på efterløns-reformen.

Hvorfor gav han hende ikke et klart svar?

Det kan også undre - med mindre Helle Thorning-Schmidt har ret i, at han pønser på at rykke reformen frem. Så giver det god mening - i så fald vil han ikke fortælle det til hende først.

Det, som Lars Løkke Rasmussen hidtil har sagt, har jo været, at han vil afskaffe efterlønnen. Ikke ændre folkepensionsalderen.

Det pointerede han igen på mødet på Nyborg Strand. På præcis den talerstol, hvor hans regeringspartner, Lene Espersen (K), sidste år foreslog at fremrykke ... Velfærdsforliget. Da hældte Løkke hende ned ad brættet - men det var dengang.

Hvad vil der ske, hvis han foreslår at fremrykke Velfærdsforliget. Vil han kunne gøre det?

Nej. For S, som er med i forliget, vil sige nej lige på stedet. Og så er vi klar til valg. Derfor er der også mere tale om politisk positionering.

Hvad med S? Løkke forsøgte flere gange at få Helle Thorning-Schmidt til at være mere konkret i forhold til de 12 minutter, hun vil have danskerne til at arbejde mere - bliver hun mere konkret før et valg?

Det sidder S og SF og diskuterer meget med sig selv lige nu - og de er i tvivl, ifølge de kilder, Avisen.dk har talt med.

Fordelen ved at fremlægge noget mere konkret vil være, at det så vil være S-SF, der er i front med udspil. Og de vil kunne forsøge at lukke nogle af de huller, som regeringen og dens støttepartier slår hårdt ned på.

Bagdelen vil være, at et nyt udspil vil kunne tolkes som en erkendelse af, at "Fair Løsning" ikke er den vidunder-plan, S-SF ellers har solgt den som.

Hvad med efterlønnen - har S-SF slet ingen planer?

Jo, de taler om det, de selv kalder en 'lille pose gulerødder'. Altså noget, der skal forbedre efterlønsordningen. F.eks. at det bliver lettere at gå til og fra efterløn, og at det bliver lettere at være på del-efterløn.

Det er ikke besluttet, hvornår de vil spille ud med det - men en valgkamp vil nok ikke være noget dårligt gæt.

Men ellers har S-SF så godt som ingen manøvre-muligheder på efterlønnen. Den står de fast på - og skulle de få andre lyster, vil fagbevægelsen, som jo igen er blevet en mere end reel politisk spiller, gøre dem meget klart, at det kan de godt glemme igen.

Så det vil de gøre.