20201009-202554-L-1920x1280we
Lønforskel mellem mænd og kvinder skal også måles i små virksomheder, mener SF. Foto: Philip Davali / Scanpix

SF vil indføre tvungen kønsopdelt lønstatistik for små virksomheder

16. nov 2020, 06:00
Lønforskel mellem mænd og kvinder skal også dokumenteres i mindre virksomheder, mener SF. Dansk Erhverv er uenige.

Det skal fremover være lovpligtigt for små og mellemstore virksomheder at dokumentere lønforskel mellem mænd og kvinder. 

Det mener SF, der mandag fremsætter et beslutningsforslag om at indføre kønsopdelt lønstatistik for virksomheder med mindst 10 ansatte, hvoraf mindst tre er mænd og tre kvinder. 

- Der er stadig en alt for stor lønforskel mellem mænd og kvinder. Hvis vi vil gøre noget ved det problem, så bliver vi først og fremmest nødt til at få det frem i lyset, siger SF's ligestillingsordfører, Astrid Carøe. 

Forslaget bliver fremsat i forbindelse med Kvindernes Sidste Arbejdsdag, der er et initiativ arrangeret af en lang række fagforbund for at sætte fokus på lønforskellen mellem mænd og kvinder. 

Dagen markerer det tidspunkt på året, hvor den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder gør, at kvinder reelt set ikke længere får løn for deres arbejde. 

En kønsopdelt lønstatistik skal dog ifølge SF primært gøre op med den såkaldt "uforklarlige lønforskel" mellem mænd og kvinder. 

En undersøgelse fra ingeniørforeningen IDA opgjorde i 2015 den "uforklarlige lønforskel" mellem mænd og kvinder til 4,3 procent.

Tal fra Djøf fra samme år sætter den til 7,9 procent for ansatte uden ledelsesansvar.

Erhvervsliv: Tungt og besværligt

I dag er det kun virksomheder med mindst 35 ansatte, der skal kønsopdele opgørelserne over, hvad de ansatte tjener.

Det skyldes, at den daværende borgerlige regering tilbage i 2015 ændrede reglerne, så små og mellemstore virksomheder blev undtaget fra reglerne om kønsopdelt lønstatistik. 

Det er en skam, mener Astrid Carøe. 

- Det er ofte ikke af ond vilje, at virksomhederne gør forskel. Men det er svært at gøre noget ved et problem, hvis man ikke ved, at det eksisterer, siger Astrid Carøe. 

Både SF, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialdemokratiet stemte imod ændringerne i 2015.

Dansk Erhverv, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder, har tidligere talt imod kønsopdelte lønstatistikker for mindre virksomheder.

Ifølge organisationen vil lønopgørelserne medføre for store administrative byrder for små virksomheder.

A4 Arbejdsliv har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Erhverv, men det har ikke været muligt inden artiklens deadline.

Skal hjælpe ansatte og tillidsfolk 

Ifølge SF skal forslaget om kønsopdelt lønstatistik ses som et værktøj til både arbejdsgivere og ansatte. 

- Hvis der er en tillidsmand på virksomheden, så kan det hjælpe vedkommende med at gøre arbejdsgiveren opmærksom på, at virksomheden har udfordringer i forhold til ligeløn, siger Astrid Carøe. 

- Men det kan også være, at man som chef pludselig får øjnene op for, at her er der et område, hvor man som virksomhed har brug for at rette op, tilføjer ordføreren. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) skriver i et mailsvar til A4 Arbejdsliv, at kampen for at "sikre lige løn for lige arbejde og modvirke et kønsopdelt arbejdsmarked er en vigtig dagsorden".

- EU-Kommissionen vil i slutningen af november måned fremlægge sit forslag til, hvordan man sikrer større løngennemsigtighed, og dette forslag vil indgå i regeringens overvejelser om, hvordan man bedst fremmer ligeløn i Danmark, skriver ministeren videre.