SF: Tryghedspakken sender voldsmænd på gaden

24. maj 2011
SF frygter, at blå bloks planer om at sende flere og mere hårdkogte kriminelle i arbejdstøjet vil skade samfundstjenesten. Venstres retsordfører afviser kritikken.

"Absurd."

Sådan beskriver SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, blå bloks plan om at lade flere og mere hårdkogte kriminelle gøre tjeneste ude i samfundet i stedet for at lade dem samle tøjklemmer inde i fængslerne.

"Samfundstjenesten er en rigtig god ordning, men den er beregnet til dem, der for eksempel har kørt spritkørsel. Hvis blå blok med Barfoed i spidsen vil klemme både voldsmænd og røvere ned i ordningen, er jeg bange for, at flere vil falde tilbage i kriminalitet, og at befolkningen vil miste tilliden til ordningen," siger Karina Lorentzen Dehnhardt.

Skepsis på genbrugspladsen

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

I går fortalte Avisen.dk, hvordan affaldsselskaber allerede nu har problemer med at håndtere samfundstjenerne.

AffaldPlus er et fælleskommunalt affaldsselskab, der dækker Syd- og Vestsjælland. Selskabet har 22 genbrugspladser, hvor 11 kriminelle i øjeblikket afsoner deres straf. Her var ledelsen mildt sagt skeptisk over for politikernes seneste påhit.

"Selvom de kriminelle ikke har kundekontakt, er der grænser for, hvad vores egne folk kan tåle. Vi kan ikke rumme tungere kriminelle, end dem vi rummer i dag. Det sker allerede nu, at vi må bortvise samfundstjenere, fordi de har drukket eller er aggressive," sagde Allan Johansen, chef for selskabets genbrugspladser.

God fornuft

SFs og genbrugspladsernes bekymring lader ikke til at røre Venstres retsordfører.

"Jeg synes, at der er god fornuft i at hardcore-forbrydere straffes hårdt, mens de småkriminelle resocialiseres," siger Kim Andersen.