SF til fagbosserne: Kom til fest med os

23. apr 2010
SF har for første gang inviteret fagbevægelsens top til landsmøde men for sent

Forbrødringen mellem S og SF er nu blevet så massiv, at SF for første gang har inviteret LO-fagbevægelsens top med til sit landsmøde.

Tidligere har fagbosserne været hos SF, når de skulle holde oplæg, men denne gang er de inviteret som gæster. Det gælder hele LO-toppen, 3F-toppen, FOA-toppen og Metal-toppen. Samt FTF-formanden og sygeplejerskernes, pædagogernes og lærernes formænd.

"Vi har inviteret dem, fordi vi er i gang med et stort fælles projekt med at sætte VKO fra bestillingen og lave en anden regering. Og her er fagbevægelsen en vigtig allieret - det er fagbevægelsen, der er venstrefløjens bedste pragmatikere," siger Turid Leirvoll, SF's partisekretær.

Kun et lille bord

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det er normal kutyme, at LO-toppen har sit eget bord til Socialdemokraternes kongres, og det bord vil SF'erne gerne kopiere. Men SF behøver ikke finde et stort bord frem, for LO-bosserne har takket pænt nej.

Invitationen fra SF er simpelthen kommet så sent, at der har været andre planer på kalenderen og derfor kommer hverken LO eller 3F. Begge meddeler Avisen.dk, at de ikke har taget stilling til invitationen, men blot konstateret, at de var forhindret på grund af det sene tidspunkt.

De er jo ikke socialdemokrater

En kilde i 3F siger til Avisen.dk, at man slet ikke har drøftet, om det er en god ide at være med til SF's landsmøder på samme måde, som man deltager i de socialdemokratiske kongresser. Men, som kilden tilføjer:

"SF skal lige huske, at de ikke er det kongelige danske Socialdemokrati."

Inviteret tidligere næste år

FOA og Metal har været mere velvillige overfor de indbydende folkesocialister og sender hhv. forbundssekretær og sekratiatschef. Hvis det kan presses ind i programmet, vil Metal-formand Thorkild E. Jensen også dukke op i Odense, hvor SF's landsmøde starter fredag aften.

Men ellers bliver der tomt ved fagbossernes bord. Det vil SF råde bod på næste år:

"Næste år får de en tidligere invitation," siger Turid Leirvoll.

Og så bliver fagbosserne nødt til at tage stilling til, om de også vil sidde med ved bordet hos SF'erne.