SF: Minister skal finde 1 mio. til brandkræft

21. nov 2012, 09:45
SF vil sætte himmel og hav i bevægelse for at knække cancer blandt brandmænd. Partiets beskæftigelsesordfører vil have kortlagt antallet af kræfttilfælde.

Sagen om de kræftramte brandmænd er trængt igennem de tykke mure på Christiansborg.

SF kræver nu, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) går ind i sagen.

Siden den 2. november har Avisen.dk beskrevet, hvordan sikkerhedssvigt har resulteret i en overdødelighed blandt brandmænd på grund af kræft.

Brandmænd fra hele landet er stået frem og har fortalt om deres sygdom. Fælles for dem alle er, at de mistænker deres job for at have gjort dem syge. Og de har massiv international forskning i ryggen.

I Sverige, Canada Australien og USA har man for længst sat ind med forebyggelse, og flere steder anerkender man kræft som arbejdsskade for brandmænd.

Flere sager på vej

Mandag anbefalede en ekspert i arbejdsmedicin, at antallet af kræfttilfælde kortlægges og sammenkøres med det nationale cancerregister, så både fagfolk og politikere kan få et overblik over problemets omfang.

En videnskabelig kortlægning vil ifølge flere fagforbund være med til at styrke en forebyggende indsats, samt en støtte for de kræftramte, og myndighederne vil kunne se frem til række anmeldelser af arbejdsskader og erstatningssager fra både kræftramte og pårørende.

"Jeg vil gerne være med til at hjælpe brandmændene. Jeg ser på problemet med stor alvor. Ingen skal gå på arbejde og risikere at dø af det," mener Eigil Andersen, der er SF's beskæftigelsesordfører.

"Himmel og hav i bevægelse"

Han er klar til at trække beskæftigelsesministeren i sagen.

"Kræft er en livstruende sygdom, så vi må sætte himmel og hav i bevægelse, så vi fremover kan forebygge, at brandmændene bliver syge," lyder det fra SF’eren.

Eigil Andersen vil ikke pege på, hvor pengene skal findes. Men han mener, at det bør være muligt at finde den millioner, som en kortlægning koster.

Professor Jens Peter Bonde skønner, at beløbet ligger på mellem 500.000 og 1.000.000 kroner.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Frederiksen.

Med livet som indsats

 

 

Sikkerheden sejler på brandstationerne. Brandmænd presses på livsfarlige øvelser og må bruge forældet og farligt udstyr

Læs hele sagen her

 

Brandmænd og kræft

Brandmænds risiko for at få testikelkræft er 50 procent højere end den gennemsnitlige befolkning.

 

Risikoen for at få prostatakræft er 30 procent højere.

 

Risikoen for at få lymfekræft (Non-Hodgkin-sygdommen) er 21 procent højere.

 

Det viser en videnskabelig gennemgang af en stribe aktuelle og valide forskningsprojekter.

 

Kilde: International Agency for Research on Cancer (IARC)<