SF kritiserer Koch: Ikke lige i skabet

25. jan 2014, 03:59
Akasser får ikke nok indflydelse, lyder det fra regeringens egne rækker om ekspertudvalgets anbefalinger til reform af systemet for ledige.

Endnu inden regeringens ekspertudvalg har offentliggjort sin rapport om en reform af systemet for ledige, erklærer SF sig uenig i centrale anbefalinger.

"Carsten Kochs udvalg kan man karakterisere på den måde, at der er en stribe gode forslag, så er der nogen diskutable forslag og så er der nogen dårlige forslag," siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

Regeringens ministre og Carsten Koch selv vil ikke kommentere rapporten, før den officielt frigives i starten af februar.

Men endnu før de politiske forhandlinger er skudt igang, lægger SF afstand til ekspertudvalget.

A-kasser skaber splittelse

Det vækker især skuffelse hos SF, at kun ledige med gode jobmuligheder får lov at vælge jobcenteret fra til fordel for a-kassen.

Det skal ifølge Koch-udvalget ske efter en indledende screening i jobcentret, som deler ledige op i stærke og svage.

De svage skal blive hos jobcentret, hvor der venter en særlig indsats.

"Vi mener, at a-kasserne skal meget på banen, for de kender medlemmerne, og de kender brancherne, uddannelsesmuligheder og arbejdsmuligheder. Carsten Koch-rapporten rummer et skridt i den retning, men vi mener, at man kan gå længere endnu," siger Eigil Andersen.

Dermed lægger SF sig på linje med fagbevægelsen, som også er utilfredse over a-kassernes begrænsede indflydelse.

Socialdemokraterne ønsker ikke at gå i detaljer med reformen, før Carsten Koch officielt udgiver sin rapport.

"Fokus flyttes fra kontrol til ansvar, fra skræmmeeffekt til selvmotivation og fra vi tror det virker, til vi ved, det virker. Og det er vi enige i," siger arbejdsmarkesordfører Leif Lahn Jensen.

Venstre vil spare fire mia. på ledige

Regeringen har ikke lagt skjul på, at de går efter et bredt politisk forlig - hvilket tildeler Venstre en hovedrolle i de kommende forhandlinger.

Her er arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen på forhånd godt tilfreds med anbefalingen om at aflive retten til seks ugers selvvalgt uddannelse for ledige.

Men hos Venstre handler reformen også om at spare penge. Ialt vil det store oppositionsparti finde fire milliarder kroner i beskæftigelsesindsatsen, som skal bruges på lavere skatter og afgifter.

"Hvordan skaber vi flere job i Danmark? Det gør vi ved at sætte skatter og afgifter ned. Det kan også være med til, at de ledige kommer hurtigere i job," siger Hans Andersen.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forventer at lande en reform før sommerferien. Men ifølge regeringens venstre flanke kan det tage rum tid at finde en fælles løsning på et system, som yder "katastrofal dårlig hjælp til arbejdsløse".

"Jeg håber af mit inderste hjerte, at det her bliver til noget - også i år. Men jeg vil ikke sige, at jeg føler mig sikker på det," siger Eigil Andersen.