SF kræver politi indsat mod Faderhuset

21. okt 2008
Anklagerne om overgreb på børn i frimenigheden Faderhuset er nu blevet for meget for SF, der kræver et indgreb.

 

SFs socialordfører Özlem Cekic vil nu have velfærdsminister Karen Jespersen (V) og politiet til at undersøge påstanden om, at der skulle have foregået tortur i frimenigheden Faderhuset.

"Den slags forfærdelige, systematiske overgreb, som i dag er beskrevet i Kristeligt Dagblad, må ganske enkelt ikke finde sted i dagens Danmark. Det er fuldstændig uhørt, at børn bliver udsat for den slags", siger hun.

I dag beretter Kristeligt Dagblad om en række episoder, hvor børn med tilknytning til Faderhuset er blevet udsat for fysisk eller psykisk vold. Blandt andet er de blevet spærret inde i dagevis, og frimenigheden har angiveligt arrangeret en militærlejr, hvor børn skulle lære at håndtere tortur.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Frimenigheden er ofte blevet sammenlignet med en tæt sammenspist sekt, og en lang række tidligere medlemmer af kirken samt personer med kendskab til dens metoder har gentagne gange advaret mod systematiske overgreb på børn som et led i børneopdragelsen i foreningen.

44 børn menes at være tilknyttet Faderhuset. De undervises alle uden for skolesystemet, og holdes i det hele taget isolerede fra det omgivende samfund.

Nu vil SF have Karen Jespersen til at undersøge, om myndighederne har fulgt Faderhusets børn tilstrækkelig tæt, eller om der for længe siden skulle være grebet ind mod mulige overgreb.

Özlem Cekic vurderer dog, at tiden nu er inde til at lade politiet undersøge Faderhuset.

"Hvis de uhyggelige historier, vi har hørt fra tidligere medlemmer af denne såkaldte frikirke er rigtige, må det blive en sag for politiet. Der er jo tale om både fysiske og ikke mindst psykiske overgreb mod børn ned til 10-års alderen og det er som bekendt strafbart", siger hun.

/Newspaq/

faktaboks