- Jeg synes, at det er helt afgørende, at vi værdsætter dem langt højere end i dag. Det handler både om rengøringshjælperen, sosu-hjælperen, sosu-assistenten, sygeplejersken, portøren, politimanden, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

SF-formand: Portører og sosu'er skal anerkendes

1. maj, 06:38
Pia Olsen Dyhr vil på kampdagen understrege, at portører og sosu-hjælpere bør få mere anerkendelse.

I for mange år er de innovative og kreative på arbejdsmarkedet blevet hyldet. Nu er det på tide, at offentligt ansatte, der arbejder hårdt til en lavere løn, får anerkendelse.

Det mener SF's formand, Pia Olsen Dyhr.

I sin tale på arbejdernes internationale kampdag vil hun derfor lægge vægt på, at offentligt ansatte som rengøringspersonale, sygeplejersker og politimænd fortjener at blive hyldet.

- Jeg synes, at det er helt afgørende, at vi værdsætter dem langt højere end i dag. Det handler både om rengøringshjælperen, sosu-hjælperen, sosu-assistenten, sygeplejersken, portøren, politimanden, siger Pia Olsen Dyhr.

- Alle dem, der er med til at holde vores samfund oppe, i en tid hvor vi i den grad har brug for, at velfærden hjælper os.

Ikke mindst under coronakrisen, hvor de ifølge SF-formanden har vist, at de næsten er forudsætningen for, at resten af det arbejdende Danmark kan vende tilbage på jobbet.

Pia Olsen Dyhrs tale - som hun ikke kalder en kamptale, men en takketale - vil modsat traditionen ikke kunnes høres i Fælledparken i København.

Arbejdernes kampdag kommer på grund af coronavirus til at foregå på en helt anden vis i år.

Kampen er rykket fra de fysiske fejringer i hele landet ind bag skærmene - med direkte videoer på blandt andet Facebook.

Og her sidder SF's formand klar til at modtage virtuelle klapsalver.

- Jeg håber, at folk vil gå ind og kommentere, så man på en eller anden måde kan få en følelse af, at der er nogen derude. Det er i virkeligheden noget af det, der er allermest fantastisk ved 1. maj, som forsvinder, når det bliver på den her måde, siger hun.

For SF kommer dagen ikke udelukkende til at stå i de offentligt ansattes tegn.

Coronakrisen har ramt dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser hårdt. Og derfor har de arbejdsløse fortjent ekstra opmærksomhed på dagen, mener formanden.

- Vi er næsten 50.000 flere arbejdsløse, end vi var før coronakrisen. Det kan mærkes derude. Familierne kan mærke det, fordi de pludselig har en helt anden månedlig indkomst, siger hun.

På kampdagen vil SF derfor fremlægge et forslag, der kan hjælpe de arbejdsløse og sikre dem bedre mulighed for at uddanne sig.

- Det skal holde hånden under nogle af dem, der har det allersværest i den her tid, men også nogle af dem, der knokler allermest, siger Pia Olsen Dyhr.

SF-formanden kan både høres klokken 11.15, når SF holder digital 1. maj på Facebook, og når formanden fra klokken 10 gæster Fagbevægelsens Hovedorganisations digitale markering af dagen.

/ritzau/