Sex i kopirummet er forbudt

16. sep 2009
Sådan undgår du, at kærlighed og kriser mellem kolleger forpester arbejdspladsen

Det kan være yderst irriterende for kollegerne på arbejdspladsen, når kærligheden har ramt to medarbejdere, som bare ikke kan holde fingrene fra hinanden på jobbet.

Endnu mere irriterende er det, hvis de slæber skænderierne - ja ligefrem skilsmissen - med på job hver morgen.

Sådan undgår du at blive rodet ind i dine kollegers privatliv:

Gode råd til kollegaerne:

  • Hvis en kollegas adfærd generer dig, så sig det uden at være fordømmende. Fortæl hvorfor det generer dig.
    For eksempel ved at sige:
     "Jeg forstår godt, at I gerne vil være sammen hele tiden, men når I optager kopirummet, så får jeg svært ved at gøre mit arbejde. Hvad foreslår du, vi gør ved det?"
  • Lyt til hvad kollegaen har at sige, og lav en aftale med kollegaen om, hvordan det kan gøres anderledes.  Aftal også, at hvis det ikke hjælper, så bliver I nødt til at tale med jeres chef.
  • Bliver adfærden ved, så gå til din chef.
  • Er der tale om kriseramte personer, så lyt, hvis du kan. Gå til chefen, hvis du ikke selv kan håndtere problemet.
  • Lad vær at sladre om personerne.

Gode råd til chefen:

  • Sørg for at have en politik for kæresteri på arbejdspladsen, også selv om den er lille.
  • Hold øje med, hvordan kæresteriet påvirker arbejdsmiljøet.
  • Hvis du ser tegn på kæresteri, der ødelægger samarbejdet eller driften, så hold et møde med personerne og bed dem ændre adfærd.
  • Drejer det sig om personer i krise for eksempel midt i en skilsmisse, så kan muligheden være at tilbyde en psykolog, der kan give professionel behandling.
  • Aftal med medarbejderne, hvordan og hvornår de andre på arbejdspladsen skal informeres om krisen.

Kilder: Anita Rosenstand, chefkonsulent i Dansk Erhverv. Trine Dilèng, ledelsesrådgiver og coach i Ledernes Hovedorganisation.