Politikerne behøver ikke slås om at finde pengene til Arnes tidlige pension. Finansieringen kan komme fra de af Arnes kolleger, der fortsat har kræfter og lyst til at arbejde videre, lyder det fra fagbevægelsens ældre- og seniororganisation Faglige Seniorer (Arkivfoto). Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix

Seniorer i job kan betale for Arnes pension

21. aug 2020, 16:57
Her er pengene til Arnes pension: Gør det mere attraktivt for seniorer, der kan og vil, at fortsætte med at arbejde, lyder det fra Faglige Seniorer.

Politikerne behøver ikke slås om at finde pengene til Arnes tidlige pension.

Finansieringen kan komme fra de af Arnes kolleger, der fortsat har kræfter og lyst til at arbejde videre, lyder det fra fagbevægelsens ældre- og seniororganisation Faglige Seniorer.

- Tal fra Regeringens Seniortænketank viser, at hvis Danmark havde den samme beskæftigelsesfrekvens som Sverige, ville de mange arbejdende seniorer sikre et bidrag til statskassen på ikke mindre end 12,5 milliarder kroner. Det er nok til at betale for Arnes tidlige pension og lidt til, siger direktør i Faglige Seniorer Palle Smed.

I dag arbejder 170.000 danskere i alderen 65 til 75 år.

Men det tal kan ifølge Faglige Seniorer blive meget højere, hvis regeringen og arbejdsgiverne gør det mere attraktivt for seniorerne at blive flere år på arbejdsmarked.

- Det handler om at stoppe brandbeskatningen af seniorer, der vil fortsætte med at arbejde. Og det det handler om mere seniorvenlige arbejdspladser, siger Palle Smed til Faglige Seniorers nyhedsbrev.