Selvmordsbombe dræber 11 i Afghanistan

14. nov 2008
11 personer er blevet dræbt af en selvmordsbombe i byen Jalalabad i det østlige Afghanistan tæt ved grænsen til Pakistan.

Selvmordsbomberen kørte en bil ind i en amerikansk militærkonvoj, da den passerede igennem en markedsplads.

Ifølge en fotograf blev et amerikansk militærkøretøj, to civile biler og to rickshaws ødelagt ved angrebet, der sårede 58 og dræbte op mod 11, heriblandt en amerikansk soldat, skriver Reuters.

Tidligere på dagen udtalte en talsmand for den amerikanske hær, at op mod 20 mennesker var blevet dræbt, men det tal er nu blevet nedjusteret.

Afghanistan står i øjeblikket over for den værste bølge af voldsepisoder siden invasionen af landet i 2001, hvilket skaber international frygt for, at fredsmissionen i landet vanskeliggøres yderligere.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

-Newspaq

faktaboks