Der blev bevidst manipuleret med data for antallet af biografgæster, der så reklamefilm, og det er bedrageri, hævder Bagmandspolitiet i et anklageskrift. (Arkivfoto) Foto: Kristian Sæderup/Ritzau Scanpix

Tiltalt for fusk med reklamer: Anklages for kæmpe million bedrageri

5. jun, 12:45
Dansk Reklame Film opdagede urent trav og gik til politiet - er nu selv tiltalt og risikerer straf.

En lang række kunder fik helt overdrevne regninger for visning af reklamefilm i biografer. Derfor har Bagmandspolitiet netop rejst tiltale mod selskabet Dansk Reklame Film A/S og mod tre personer.

Bedrageriet løber op i 91 millioner kroner. Det hævdes i anklageskriftet, som Ritzau har fået udleveret fra Bagmandspolitiet, hvis egentlige navn er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Selskabets bestyrelsesformand Erik Kongsvik-Ibsen erklærer sig overrasket over den drejning, sagen har taget.

- Det kommer bag på os, at Dansk Reklame Film er tiltalt. Dansk Reklame Film har selv overgivet sagen som forurettet, udtaler han.

Politianmeldelsen blev indgivet i januar 2018 og rammer altså nu selskabet som en boomerang.

Den påståede kriminalitet skal være sket igennem fire et halvt år. Data om antallet af biografgæster, som fra de bløde sæder kiggede på reklamerne, blev bevidst manipuleret og skruet for højt op, hævdes det.

Dermed blev kunderne overfaktureret og kom til at betale mere, end de skulle, fremgår det.

Straffesagen skal afgøres af Retten på Frederiksberg. Her har dommere besluttet at nedlægge navneforbud for de tre tiltalte personer.

To af dem anklages for bedrageri for 91 millioner kroner, mens beløbet for den sidstes vedkommende er 75 millioner kroner.

Alle nægter sig skyldige. Hvis de dømmes, risikerer de fængsel, mens selskabet står til en bødestraf.

Dansk Reklame Film A/S, som ejes af Nordisk Film, oplyser at have betalt i alt 95 millioner kroner til kunderne som kompensation. Og samlet set er der tale om et tab på et tocifret millionbeløb, lyder det fra bestyrelsesformand Erik Kongsvik-Ibsen, der undrer sig over udsigten til endnu et kraftigt smæk i retten. Især fordi selskabet oprindeligt selv tog affære, gik til politiet og forsøgte at rydde op.

- En sag som den foreliggende ville efter Dansk Reklame Films opfattelse ikke være opklaret uden, at selskabet selv havde optrådt ordentligt og undersøgt sagen, udtaler han i en mail til Ritzau.

I tiltalen hedder det, at selskabet som såkaldt juridisk person er "ansvarlig for", hvad der foregik, og dermed har begået bedrageri.

Retsmøderne i sagen vil blive afviklet i april næste år.

/ritzau/