Trampolinhusets bygning ligger i Nordvest. Flere tidligere og nuværende medarbejder fortæller om et dårligt arbejdsmiljø. Foto: Foto: Lars Granerud

Seksuelle overgreb og særbehandling: Dårligt arbejdsmiljø i prisbelønnet NGO for flygtninge

10. jan 2020, 06:18
Arbejdsmiljøet hos NGO’en Trampolinhuset er skadeligt, fortæller tidligere medarbejdere og en stadig tilknyttet person til huset. De har oplevet mobning, overfusninger og seksuelle krænkelser, som ledelsen ikke har reageret på, blandt andet fordi den øverste chef var kæreste med en af medarbejderne.

Mobning af medarbejdere, særbehandling af chefens kæreste og en ledelse, der mener, at kvinder skal tage seksuelle krænkelser som et kompliment.

Det er nogle af de forhold, som tidligere medarbejdere i Trampolinhuset – der er en NGO, der arbejder med integration af flygtninge i København – nu står frem med.

Læs hele historien om dårligt arbejdsmiljø og uhensigtsmæssige reaktioner på seksuelle krænkelser i Trampolinhuset på A4 Arbejdsmiljø.

En af de tidligere medarbejdere, der nu tager bladet fra munden, er 36-årige Nanna Jochumsen.

Hun blev opsagt i juli 2018, efter at hun havde været sygemeldt i over tre måneder som resultat af et verbalt overfald af Trampolinhusets leder, Morten Goll.

- Det er virkelige mennesker i den virkelige verden, der mærker konsekvenserne af det regime, der kører i huset. Det er ikke bare rod i et regneark eller en træls stemning. Det er personlige oplevelser, som enormt mange mennesker tager med videre i deres liv og mærker fremover, forklarer Nanna Jochumsen.

På billedet ses tre af de tidligere Trampolinhus-ansatte, fra venstre mod højre: Polly Martin, Nanna Jochumsen og Søren Rafn.

Over 17 medarbejder bekræfter forholdene

I maj 2019 blev det betændte arbejdsmiljø for meget for Nanna Jochumsen og fem andre medarbejdere i den københavnske NGO, der sammen skrev et over 77 sider langt brev til bestyrelsen.

I alt har 17 tidligere medarbejdere bekræftet indholdet i brevet. A4 Arbejdsmiljø har talt med personer, der indtil 1. januar 2020 var tilknyttet Trampolinhuset, som fortæller, at arbejdsmiljøet fortsat er dårligt. 

Først vil jeg sige, at vi naturligvis tager denne kritik meget alvorligt. Trampolinhuset er og skal være en god arbejdsplads for de ansatte og frivillige
Morten Goll, leder af Trampolinhuset

Blandt de beskrevne forhold i brevet er mobning af frivillige, praktikanter og ansatte, verbale overfusninger fra ledelsens side, uhensigtsmæssige reaktioner på seksuelle krænkelser, særbehandling, afsløring af fortrolige forhold vedrørende asylsager og faglig og ledelsesmæssig inkompetence, herunder administrativt og økonomisk. 

I brevet rettede afsenderne en massiv kritik mod Trampolinhusets leder, Morten Goll, og dennes kæreste og samlever, Tone Olaf Nielsen, som også er tilknyttet huset, og som, afsenderne mener, har fået særbehandling af Morten Goll.

Morten Goll anerkender, at der har været konflikter med en række medarbejdere, men han ser det som et overstået kapitel.

- Først vil jeg sige, at vi naturligvis tager denne kritik meget alvorligt. Trampolinhuset er og skal være en god arbejdsplads for de ansatte og frivillige. Jeg er derfor naturligvis ked af, når de tidligere ansatte føler, at dette ikke har været tilfældet, siger Morten Goll.

Skulle tage krænkelse som kompliment

Et eksempel på en seksuel krænkelse, som ledelsen ikke reagerede på, var i efteråret 2017 til en fest i Trampolinhuset, da en mandlig bruger af huset, forulempede den kvindelige praktikant, Hannah, seksuelt med fysiske berøringer.

Hannah er ikke hendes rigtige navn, da hun ønsker at optræde anonymt. A4 Arbejdsmiljø er dog bekendt med hendes identitet.

Da Hannah efterfølgende henvendte sig til Tone Olaf Nielsen, blev hun rystet over reaktionen.

- Tone sagde, at jeg skulle tage det som et kompliment. Det overraskede mig meget, fordi hun kalder sig selv en feministisk aktivist. Hele den episode rystede mig, og fik mig til at indse, at Trampolinhuset ikke lever op til de idealer om inklusion, de selv prædiker, siger Hannah.

Læs hele Hannahs historie på A4 Arbejdsmiljø

Tone Olaf Nielsen har afvist at kommentere kritikken.

Ifølge Trampolinhusets bestyrelse er der igangsat initiativer, der skal forbedre arbejdsmiljøet, men de afviser at udskifte den nuværende ledelse.

Trampolinhuset modtager penge fra blandt andet Tuborgfondet og TrygFonden og har vundet adskillige priser for sit arbejde med integration af flygtninge.