Se om din chef er gennemsnitlig

18. okt 2011
Hvis din chef er gennemsnitlig er han ikke stresset og utilfreds med lønposen.

Synes du at din chef er en ung knøs, der kom lidt for let til stillingen? Så er det måske, fordi din leder følger gennemsnittet.

Avisen.dk har kigget i Det Danske Ledelsesbarometer 2011 udarbejdet af Lederne og Aarhus Universitet, hvor godt 3.000 offentligt og privat ansatte ledere har deltaget.

Tjek om din førerhund følger flokken:

Debut som 34-årig


Gennemsnittet for førstegangs-ledere er 34 år. Der er dog forskel på mandlige og kvindelige chefer. Kvinder skal gennemsnitligt ældes 35,5 år, mens mænd nøjes med 33,2 år.

Det kræver lidt flere år på bagen at svinge lederens taktstok inden for de offentlige.

Den typiske leder lægger 48 timer om ugen. Heraf 42 timer på jobbet og seks hjemme. På trods af lange arbejdsdage mener kun hver ottende blandt lederfolket, at deres arbejdsdage er for lange.

Den ugentlige arbejdstid ryger i vejret efterhånden, som en leder stiger i graderne. 

Arbejder i weekenden

Syv ud af ti ledere svarer, at de har en god balance mellem arbejde og privatliv. Fire ud af ti må dog ofte prioritere arbejdet frem for familie- og privatlivet.

Lige så mange arbejder i weekenden.

Hver fjerde føler, at lederjobbet i høj grad er psykisk belastende, og hver tiende føler, at jobbet i høj grad er følelsesmæssigt belastende.

Mere løn, tak!

En leder tjente i 2010 gennemsnitligt 50.408 kroner om måneden. Halvdelen af lederne mener, at deres løn er for dårlig.

Lederne bruger hver fjerde time på e-mail, telefonopkald, sms’er og andre former for informationshåndtering. 44 procent af deres tid går med møder. I de resterende 31 procent løser de deres egne opgaver.

Jo flere lederstjerner på skulderen, jo længere væk fra dagligdagen befinder en leder sig.

Vil du ha' jobbet?

To ud af tre ledere får tilbudt det første lederjob og sender aldrig nogen ansøgning. 38 procent af førstegangs-lederne går fra ’mening medarbejder’ til et lederjob samme sted.

Kun syv procent tager den direkte vej fra uddannelse til en lederstilling.

Syv ud af ti ledere føler sig velinformeret om, hvad der foregår i virksomheden.

Jo længere væk fra toppen af ledelseshierarkiet, jo mindre føler man sig informeret om, hvad der foregår – og forskellen mellem øverste og nederste ledelsesniveau er ganske stor.