Der mangler vedligeholdelse og rengøring på de danske kaserner. Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Se de klamme billeder: Soldater arbejder under uhumske forhold

9. okt 2020, 06:59
Soldater bor og arbejder under uhumske forhold på flere danske kaserner. Soldaternes egne billeder viser blandt andet afløb med hår, snavs og et køkken med indtørrede madrester.

Rester af hår og snavs ved risten på badeværelset, indtørrede madrester i køkkenet og manglende køkkenmoduler til madlavning. Det er de forhold, soldater skal bo og arbejde under på flere af de danske kaserner.

LÆS OGSÅ: Massiv kritik af ISS i forsvaret

Det er soldaternes fagforening HKKF, der har opfordret ansatte i det danske forsvar til at sende billeder ind af de forhold, de arbejder under. Og ovenstående er beskrivelser af de fotos, som forbundet har modtaget de seneste døgn.

-  Vi vil gerne samle beviser ind for det, som vi har sagt gennem lang tid. Det er det, vi er blevet bedt om flere gange af arbejdsgiver, når vi påtaler det. Nu vil vi vise, hvordan det forholder sig, siger Kurt Brantner, der er formand for HKKF, til A4 Arbejdsliv.

Komfur med madrester i køkkenet på Holstebro Kaserne

Både manglende rengøring og lange ventetider på vedligeholdelsesopgaver samt mad af dårlig kvalitet solgt i kantinerne har været et stort problem for de ansatte i Forsvaret, siden ISS overtog service og faciltymanagement-opgaven ved årsskiftet. Aftalen kostede staten 3 milliarder kroner.

Tidligere var det ansatte på de enkelte kaserner, der tog sig af rengøring, vedligeholdelse og kantineforplejning.

Når man udliciterer, skubber man fleksibiliteten fra sig
Kurt Brantner, formand HKKF 

-  Dengang vi havde blå mænd, altså civilt ansatte på kasernerne, til at udføre vedligeholdelse og rengøring, der så vi ikke problemer i samme omfang. Når man udliciterer, skubber man fleksibiliteten fra sig. Man kan ikke længere på den lokale arbejdsplads flytte rundt på folk og få problemer løst. Det siger sig selv, at det giver lange arbejdsgange, når man skal spørge en ansvarlig om lov, der sidder i Hjørring, til at skifte en kompressor, siger formanden.

Forholdene har på det seneste været beskrevet af blandt andet HK Stat og af forsvarsmediet Olfi. I flere Facebook-grupper for ansatte i Forsvaret er kritikken også haglet ned blandt andet i gruppen ’Til kamp mod ISS’. Her er der flere ansatte, der næsten dagligt lægger billeder op af uappetitlig mad og af beskidte områder samt beskrivelser af lange arbejdsgange for vedligeholdelse.

A4 Arbejdsliv har forsøgt at få en kommentar fra fra ISS. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Billedet er taget i uge 40 på Jægersprislejren

En bruger skriver blandt andet: ' Så fik vi skiftet 5 elpærer på stabsgangen efter 18 måneder sagsbehandling'.

På et af de billeder som HKKF har modtaget, og som A4 Arbejdsliv i dag bringer, kan man se, at nye køkkenmoduler har stået klar i et køkken på Holstebro Kaserne gennem tre måneder.

Det er en kaserne, hvor de ansatte kan bo i op til seks måneder, og hvor de har mulighed for selv at lave mad.

Fordi modulerne ikke er sat på, må de eksempelvis bruge transportable kogeplader, som ovenikøbet er smurt ind i gamle madrester.

På et andet billede, der er taget i Jægersprislejren i uge 40, hvor soldater var på øvelse i en uge, var der ikke gjort rent ved ankomsten. Det blev der heller ikke, mens de var der, og derfor så værelserne ud, som da de ankom med blandt andet hårrester og snavs ved afløbet på badeværelset.

En rist på et værelse i Jærgersprislejren (Foto: HKKF) 

Formanden er ikke overrasket over de mange billeder, de har modtaget og heller ikke over kritikken.

-  Jeg er dog overrasket over, at kritikken først kommer nu. Nu synes alle, det er for dårligt, selv arbejdsgiveren, selvom det var dem, der valgte at udlicitere. Jeg var en del af det centrale samarbejdsudvalg, og vi stillede allerede spørgsmål til udliciteringen, da vi så udbudsmaterielet i 2016. Vi spurgte ind til, om det nu var gennemtænkt, og vi frygtede, hvad det ville betyde for rengøring og vedligeholdelse.

Køkkenmoduler har stået i kasser i tre måneder på Holstebro Kaserne

LÆS OGSÅ: Kvindelig konstabel krænket i Forsvaret: Ingen gider kneppe dig

Hvad ønsker I, der skal ske nu? 

-  Vi vil i hvert fald ikke acceptere, at det her bliver løst om et par år. Nogle af pengene skal rulles tilbage, så soldaterne kan se, at problemet bliver løst. Og så håber jeg, at de vil genoverveje at genansætte de mennesker, der tog sig af vedligeholdelse og rengøring lokalt på arbejdspladserne igen.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen: Det fortjener soldaterne ikke

Det er Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen, der står for al vedligeholdelse og rengøring på kasernerne. Og det er også dem, der har stået for udliciteringen.

Hvad siger I til de billeder, der er kommet frem af uhumske forhold?

- Det er vi meget bevidste om. Det er noget, vi gør noget ved. Der skal ikke se sådan ud på tjeneste. Det fortjener soldaterne ikke, siger Martin Særmark-Thomsen, kommunikationskonstulent i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen.

Men hvorfor reagerer I først nu. Ifølge HKKF har de allerede ved udbudsmaterielet stillet sig kritiske?

-   Det er svært at svært at svare på, hvad der vil ske, når man udliceterer en opgave. Vi havde en beskrevet opgave, som vi har sendt ud, vi havde ikke forventet, at vi ville stå i en situation, som vi gør nu. Der er også noget, der er handler om, at personalet har været hjemsendt under covid. Det er lidt det samme, som når man kommer til et sommerhus, der har været lukket ned.

Men uanset hvad skal der vel være rengøring, inden soldaterne kommer til en øvelse, så der ikke ligger hårrester i afløbet og indtørret mad i køkkenet?

-  Det er vi enige om. Vi har et stykke tid haft en snak med ISS, og så har vi oprettet et operationsrum, hvor vi hver morgen tager fat og får løst de problemer, der er lige nu. Så er vi i gang med at drøfte basisleverancen med ISS, der ligger i kontrakten, så vi kan forventningsafstemme.

-  Noget af tanken var oprindeligt, at vi i Hjørring (hvor styrelsen har adresse) havde en central struktur. Der kan vi se, at det ikke er noget, der fungerer. Så nu er vi i gang med at få en partneraftale, så vi rykker folk ud på de lokale arbejdspladser i stedet for. Der skal være ansvarlige dér, så de er tættere på de opgaver, der skal løses.