SAS flyver til Kina torsdag, men vil fra fredag indstille flyvninger til landet - dog ikke Hongkong - frem til 9. februar. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

SAS aflyser alle fly til Kina

30. jan, 13:44
På grund af virus vil SAS ikke flyve til Kina i en periode, men selskabet fortsætter flyvninger til Hongkong.

Flyselskabet SAS suspenderer alle fly til og fra Shanghai og Beijing som følge af coronavirusset, der har kostet mindst 170 mennesker livet.

I første omgang er flyvningerne sat på pause fra 31. januar til 9. februar. Det oplyser SAS i en meddelelse. SAS har 12 forbindelser til de to kinesiske storbyer om ugen.

SAS vil fortsætte med at flyve til Hongkong, der ikke er en del af Kinas fastland.

- Sikkerheden for passagerer og ansatte er vores højeste prioritet. Efter at have evalueret situationen i Kina om coronavirus har SAS besluttet at suspendere alle flyvninger til Shanghai og Beijing, skriver SAS.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Flyselskabet oplyser, at de berørte passagerer vil have mulighed for at få pengene tilbage eller ombooke deres billet.

Med suspenderingen følger SAS i hælene på en række andre europæiske flyselskaber, der også har indstillet flyvningerne til Kina.

Det gælder blandt andet British Airways, KLM, Lufthansa, Swiss Airlines og Austrian Airlines.

Coronavirusset har indtil videre smittet i underkanten af 8000 mennesker.

Virusset er spredt til en lang række lande rundt i verden, herunder flere i Europa.

En er smittet i Finland, mens der er fem kendte tilfælde i Frankrig. I Tyskland er der fire kendte tilfælde - alle på et hospital i München.

Tirsdag blev en dansk mand undersøgt for smitten efter at være hjemvendt fra en rejse til Kina. Testresultater viste dog, at manden ikke var smittet.

/ritzau/