SAS sender flere fly på vingerne - genåbner 20 ruter i Europa

5. jun, 10:30
SAS åbner yderligere 20 ruter fra midten af juni og frem - herunder flere destinationer i Sydeuropa.

SAS vil fra midten af juni og måneden ud genåbne yderligere 20 ruter, hvoraf 16 af ruterne er fra København.

Det oplyser flyselskabet i en pressemeddelelse.

Flyselskabet vil igen begynde at flyve fra København til byer som Frankfurt, München og Bruxelles, men også destinationer som Malaga, Mallorca, Athen og Nice er igen på listen.

Genåbningen af ruterne betyder, at SAS i slutningen af måneden vil have 40 aktive ruter ud af de normale 290 ruter, som selskabet plejer at have i sommerperioden.

Samtidig er der for en del af ruterne markant færre afgange end normalt.

- Vi starter langsomt og sikkert op med et marginalt sommerprogram, hvor vi ønsker at betjene den efterspørgsel, der er for nødvendige rejser, siger Sille Beck Hansen, der er fungerende pressechef hos SAS i Danmark.

- Det kan være forretningsrejser, men det kan også være skandinaviske borgere, der er ude i Europa og gerne vil hjem - eller udenlandske statsborgere i Skandinavien, der gerne vil hjem, siger hun.

Fra 15. juni fraråder Udenrigsministeriet ikke længere ikke-nødvendige rejser til Norge, Tyskland og Island, mens alle ikke-nødvendige rejser til resten af verden frarådes frem til 31. august.

Grønland og Færøerne er en del af Danmark, og derfor gælder vejledningen ikke de to lande.

Dermed anbefaler myndighederne ikke ferierejser til sommerens sol, men SAS kommer ikke til at forhindre danskere, som alligevel vælger at rejse på ferie i for eksempel Spanien eller Grækenland.

- Vi opfordrer altid vores passagerer til at følge myndighedernes råd og vejledning. Det er op til den enkelte at vurdere, om det er en nødvendig rejse.

- Vi kommer ikke til at kontrollere, hvorfor folk rejser. Det er folks eget ansvar at vurdere, siger Sille Beck Hansen.

Hos Udenrigsministeriet er opfordringen, at man ikke trodser anbefalingen.

- Vores klare opfordring er: Bliv hjemme. Rejsevejledningerne for sommerferien er blandt andet lavet på baggrund af et forsigtighedsprincip, så vi kan forebygge, at danske rejsende tager smitte med tilbage til Danmark.

- I sidste ende er det op til den enkelte selv at vurdere, om en rejse og en flybillet er nødvendig.

- Hvis man tager afsted, skal man tænke sig rigtigt godt om og gøre sig helt klart, hvad ens forsikring dækker, skriver Udenrigsministeriet i en mail.

Udenrigsministeriet tilføjer, at man opfordres til at gå i 14 dages hjemmekarantæne, hvis man har været i et af de lande, hvor det frarådes at rejse til.

SAS har indført krav om mundbind på sine fly, og torsdag blev det besluttet, at man fra 15. juni også skal have mundbind i de danske lufthavne.

/ritzau/