Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SAS genåbner ruter hen over julen

24. nov 2020, 12:35
Der er større efterspørgsel på flybilletter i julen. Derfor genåbner SAS ruter.

Der er større interesse for at flyve hen over julen, og derfor genåbner flyselskabet SAS en række ruter i perioden fra midten af december og en måned frem.  

Først og fremmest vil SAS flyve på alle sine indenrigsruter i Danmark, Norge og Sverige fra midten af december til midten af januar. Det gælder dog ikke ruten mellem København og Billund. 

SAS vil have flyvninger til 82 destinationer fordelt på 129 ruter. Der vil være 44 ruter fra Danmark i perioden.  

Sammenlignet med situationen før coronaudbruddet er det det dog fortsat et langt mindre trafikprogram end normalt, og der er langt færre billetter til salg end normalt.  

SAS har været hårdt ramt af coronakrisen og har været nødt til at skille sig af med omkring halvdelen af de ansatte.  
Hos Sydbank påpeger aktieanalysechef Jacob Pedersen, der følger luftbranchen tæt, at SAS midt i sin største krise i historien sender et stærkt signal ved at genåbne ruterne hen over julen. 

- Der er meget sæson i det her, fordi flere fritidsrejsende flyver i juletiden. Men samtidig er det et stærkt signal at sende til omverdenen, at man er klar til at flyve, hvis kunderne er klar, siger han. 

- Der er ikke ret mange i luften i øjeblikket, og derfor viser SAS med det her, at man er der for kunderne, siger Jacob Pedersen. 
 
SAS’ største konkurrent i Skandinavien, Norwegian, flyver i øjeblikket kun på enkelte indenrigsruter i Norge samt mellem København-Aalborg og København-Oslo. 

/ritzau/