SAS har ifølge Ekstra Bladet fjernet reklamevideo fra Facebook og YouTube. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

SAS fjerner video fra nettet: - I pisser og spytter på os

12. feb, 10:06
SAS siger i reklamevideo, at ingenting er skandinavisk. SAS mistænker koordineret angreb mod selskabet.

Flyselskabet SAS har fjernet en reklamevideo fra sine sociale medier, der har affødt kritiske kommentarer fra blandt andet Facebook-brugere.

Videoen, der har titlen "What is truly Scandinavian", punkterer forestillingen om en lang række ting, man ellers kunne forbinde med Danmark, Norge og Sverige.

- Hvad er egentlig skandinavisk?, spørger en kvindestemme i videoen.

- Absolut ingenting, svarer hun.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

I videoen fremføres det, at demokratiet er fra Grækenland, rugbrød er tyrkisk, vindmøller er fra Persien, cykeltraditionen er lånt fra Tyskland, og lakrids er fra Kina.

Svaret fra SAS er, at alt er en kopi fra andre lande, og videoen viser, at man bliver inspireret af at rejse ud i verden, og at man tager det med hjem, som man godt kan lide.

Videoen har affødt en hel del kommentarer på SAS' Facebook-side, hvor den var at finde tirsdag.

- Hvad var det, som fik et skandinavisk flyselskab til at tro, at det at pisse og spytte på Skandinavien og alle skandinaver var en god idé?, skriver en Facebook-bruger.

Der er dog også brugere, der ikke ser problemer med videoen.

- Giv ikke efter for de navlepillende skandinavers misforståede selvopfattelse (...) - glimrende reklamefilm, stå ved den, skriver en anden bruger.

SAS har fjernet videoen fra Facebook og flyselskabets YouTube-kanal.

Videoen nåede på Facebook at blive set af mere end 550.000, inden den blev fjernet. Opslaget har haft 22 gange flere interaktioner, end SAS plejer at have på sine opslag på Facebook.

YouTube-brugere har dog delt den, og den er derfor fortsat tilgængelig.

SAS oplyser, at videoen er fjernet, fordi man tror, at der er tale om et koordineret angreb mod flyselskabet på sociale medier.

- Når vi ser på mønsteret og antallet af reaktioner, har vi en begrundet mistanke om, at vi har været udsat for et cyberangreb, og at vores kampagne er blevet taget som gidsel.

- Vi vil ikke stå på mål for andres værdier. Derfor har vi midlertidigt fjernet kampagnen fra vores sociale medie-kanaler, mens vi overvejer næste skridt, skriver SAS i en kommentar.

Selskabet understreger, at det står fuldt ud på mål for indholdet i videoen.

- Når vi rejser, påvirker vi andre og bliver selv påvirket. De erfaringer, som vi tager med fra vores rejser, påvirker os som individuelle mennesker, men også vores samfund.

- Vi i SAS er stolte over vores skandinaviske ophav og de værdier, som præger vores åbne, ligestillede og demokratiske samfund, skriver SAS i en meddelelse.

/ritzau/