Mindst 1.700 danske SAS-ansatte vil senest om tre uger få en fyreseddel stukket i hånden.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

SAS dropper lønkompensation - nu kommer fyringerne

10. jun 2020, 11:09
Senest 30. juni ved ansatte i SAS, om de er købt eller solgt. Flyselskabet takker nej til yderligere lønkompensation, og starter forhandlinger om fyringer af 1.700 medarbejdere i Danmark.

Det giver ikke længere mening, at danske ansatte skal være omfattet af lønkompensation, og derfor vil mindst 1.700 danske SAS-ansatte senest om tre uger få en fyreseddel stukket i hånden. 

Det meddeler SAS i en mail sendt til piloter, stewardesser og bagageportører her i landet, skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Fagforbund i oprør over kontroversielt dagpengeforslag: 'Har ikke medlidenhed med dem'

- For rettidigt at kunne igangsætte og gennemføre de opsigelser og nødvendige organisatoriske forandringer i SAS-koncernen, vi annoncerede i april, har SAS derfor valgt at udtræde af lønkompensationsordningen senest 30. juni. SAS går nu ind i en forhandlingsproces med samtlige faglige foreninger. I slutningen af denne måned vil vi have overblik over, hvordan organisationen skal se ud fremover. Det betyder, at stort set alle danske medarbejdere vil have en afklaring senest 30. juni, skriver SAS i mailen, der som afsender har forhandlingschef Klaus Jørgensen og COO Simon Pauck Hansen.

Årsagen er den omfattende nedgang i flytrafikken, der har været siden Danmark lukkede ned i midten af marts.

Selvom flyene så småt er ved at komme i luften igen, tager det lang tid for aktiviteten er tilbage på noget, som minder om tidligere niveau.

- Efterspørgslen efter rejser med fly er stærkt begrænset, og der går desværre længe, inden vi vil være tilbage på normalt produktions- og aktivitetsniveau, lyder det i mailen.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at SAS 28. april varslede fyringer af 5.000 ansatte i Skandinavien, heraf 1.700 i Danmark. Da der er tale om fuldtidsansatte er det reelle tal højere.

Siden da har tillidsfolk afventet at blive indkaldt til forhandlinger om præcis hvem, som skal afskediges i de forskellige underselskaber og afdelinger i flyselskabet. 

Afklaringen kommer først nu, da SAS har afventet om de kunne benytte sig af en forlængelse af ordningen om lønkompensation. Men synes selskabet ikke er tilstrækkeligt attraktivt:

- Vi havde håbet på, at der ved en forlængelse af ordningen ville komme en fleksibilitet ind, der ville gøre det muligt for os stadig at benytte ordningen. Det er desværre ikke tilfældet, skriver SAS-cheferne i mailen til deres ansatte.

Fagbladet 3F arbejder på flere kommentarer.