Bagageansatte fra SAS Ground Handling (SGH) er onsdag begyndt at strejke i Københavns Lufthavn, erfarer A4 Nu.

Det vil være tredje gang inden for kort tid, at de bagageansatte hos SGH har nedlagt deres arebjde i lufthavnen i Kastrup.

Klokken 14:30 er der indkaldt til møde i Arbejdsretten. Her vil de strejkende medarbejdere højst sandsynlig blive pålagt en bod. Det sker som følge af, at bagagehåndterings-medarbejderne allerede fredag 6. september i forrige uge af Arbejdsretten fik et vink med en vognstang. Her gav Arbejdsretten til kende, at arbejdsnedlæggelsen dagen før - torsdag 5. september - var overenkomst-stridig.  

En bod i det her tilfælde vil typisk være på 80 kroner pr. time for hver time, en 'kuffertslæber' har siddet i uanmeldt fagligt møde og/eller strejket. Derudover får medarbejderen ingen løn, og vedkommende skal selv betale boden.

Nu viser det sig, at årsagen til medarbejdernes utilfredshed går tilbage til juli, hvor en SGH-medarbejder ville være medlem af en anden fagforening end 3F.

Det blev mødt med utilfredshed af nogle af hans kolleger, hvoraf den ene var næstformand for SGH, der kraftigt understregede, at han skulle melde sig ind i 3F. Det skriver Berlingske.

Efter at avisen har beskrevet sagen, har Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, taget afstand fra brugen af trusler, som medarbejderen i lufthavnen blev udsat for.

- Det er absolut ikke i orden at udsætte kolleger for trusler, som det desværre er sket. Det er ikke 3Fs måde at arbejde på.

- Jeg har noteret mig, at den pågældende, der er gået langt over stregen, efterfølgende har valgt at trække sig fra sine hverv i 3F, og at der er tale om en afsluttet personalesag, siger Henrik Bay-Clausen i en pressemeddelelse.

To gange i sidste uge nedlagde medarbejderne hos SGH deres arbejde i Københavns Lufthavn i flere timer. Også onsdag har medarbejderne valgt at gå i strejke, erfarer TV 2.

Opdateres...