Mathilde_Faber_Bendtsen_og_Sandra_Zenia_Due_Larsen_1650px

Sandra og Mathilde: Vi skal sikre ordentlig omsorg og værdige liv for vores ældre

28. nov 2020, 09:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

For nogen tid siden oplevede vi, at kikkerten blev rettet mod de ældre, der blev svigtet af vores velfærdssamfund. Else og Niels bekymrede os alle. Lidt som vi også har oplevet det på handicapområdet. Sidste år demonstrerede vi ugentligt for vores ret til at blive behandlet som mennesker – ikke tal på papir i en skuffe. Det går langsomt, men trods alt blev vi hørt.

Begge områder har nogle ensartede behov, der bør dækkes og nogle ensartede problematikker, der kræver belysning og ikke mindst politisk indsats.

LÆS OGSÅ: FOA og Ældre Sagen efter barsk dokumentar: Giv personalet på plejehjem større ansvar

Det har selvfølgelig noget at gøre med økonomien, og et personale, der løber ekstra stærkt. Vi genkender det. Vi oplever, at fast personale ikke får den tid med borgeren, som de bør! Der kommer uuddannet personale, som ikke har forudsætninger og nødvendig uddannelse til at varetage opgaverne – de ved simpelthen ikke, hvordan de skal behandle og hjælpe borgeren, og det bliver SÅ trist.

Vi koster. Koster vi for mange penge? Kan mennesker det? Kan liv gøres op i tal og bogstaver i et velfærdssamfund? Vi er jo mennesker. Vi ER her, om man vil det eller ej. Vi har også ret til værdige liv med indhold
Sandra Zenia Due Larsen og Mathilde Faber Bendtsen

Der skal dokumenteres hele tiden, og det faste personale skal stå for det arbejde. De skal notere alt fra hvornår, der er skiftet sengetøj til ble. Ting, der tager tid fra dét, at være noget for borgeren. De har ikke tid til at snakke med dem – med os.

Livets sidste P-plads

Vi føler os parkerede – de ældre er det! Man kan sige, det er jo det sidste stop på ens levevej, et plejehjem. Sidste stop i livet. Skal man virkelig være ensom og svigtet på danske plejehjem? Det er da ikke i orden, at livet endes på den måde?! Det er da langt fra velfærd at sidde alene uden hjælp, uden aktiviteter som dans, musik og indhold i hverdagen. Er der ikke dét, så går livet tabt.

LÆS OGSÅ: Ansat på Aarhus-plejehjem: Vores hjerter banker for de ældre - lyt nu til os!

Vi koster. Koster vi for mange penge? Kan mennesker det? Kan liv gøres op i tal og bogstaver i et velfærdssamfund? Vi er jo mennesker. Vi ER her, om man vil det eller ej. Vi har også ret til værdige liv med indhold. Om det er aktivitetstilbud som en beskyttet arbejdsplads eller musik og sang onsdag eftermiddag i fællesrummet.

Politikerne skal ikke trampe på hverken os eller de ældre. Dem på plejehjemmene har været med til at opbygge det samfund, vi lever i. Og det her er takken.

Vi var ligesom mange andre sønderknust over dokumentarerne, der gik tæt på forholdene på danske plejehjem. Vi føler med de pårørende, og hvis vi tager udgangspunkt i os selv, så ved vi, hvordan det er, når der ikke er tid til os. Vi oplever det på egen krop. Men hvor vi kan sige det højt, så kan én med demens det ikke! Tiden løber fra vores pædagoger og faglærte personale. Der er ikke længere tid til bare en kort snak.

Bliver udsultet velfærd til velnæret velfærd

Der er megen snak og varm luft, men hvor ender vi henne, hvis vi fortsætter i den her retning uden at rette op på det? Regeringen siger, de løfter velfærden og tager den tilbage til de gode gamle dage. Der er debat om tilsyn og reformer og om at styrke omsorgen. Men hvilken indflydelse får pandemien på vores skrantende velfærd? Vi snakker om velfærdsydelser og hjælpepakker. Hvordan kan vi opretholde en velfærd? Vi vil blot behandles værdigt, men vi svigtes.

Vi mener, en løsning kunne være at opbygge borgerråd, hvor vi såvel som de ældre sammen med de pårørende og familien sparrer om, hvilken hjælp der er brug for, og hvad der skal til for at give dem - og os - så værdigt et liv som muligt.

Vi er blevet spurgt til et værdigt liv. Hvad det indeholder, og hvad vi mener om ny handicappolitik, men vi spørges faktisk aldrig: ”Hvordan føles det at have et handicap? Hvad kunne være fedt for DIG at gøre med din pædagog? Hvad vil du gerne have som en del af din hverdag?”

Det kan både gavne mennesker med handicap og ældre at få mikrofonen for munden, så dem kroner og øre drejer sig om kan fortælle hvad, der gør godt i deres hverdag!

Ideer skal føres ud i livet

Vi vil gerne høres og ses - det samme forestiller vi os gør sig gældende for de ældre. Men vi kan ikke bare sætte fine mål på papir. Vi vil også se handling og planer.

LÆS OGSÅ: Sandra og Mathilde: Hvilken ny normal vågner Danmark op til?

Vi HAR alle ret til et værdigt liv. Den hjælp, vi har brug, har vi rent faktisk brug for. Det er ikke for sjov. Det er nødvendigt!

Regeringen har snakket om en velfærdslov, som sikrer, at pengene følger med befolkningsudviklingen og med ældretopmødet i september blev der oprettet en idébank. Den er åben indtil den 9. december 2020, og vi opfordrer alle til at indsende tanker og ideer om et værdigt liv for alle.

Det kan gøres lige her.

Om Sandra og Mathilde

Sandra og Mathilde arbejder til daglig på Medieskolen Juno, som er et undervisningstilbud til voksne borgere med handicap. Her arbejdes med videoproduktion, webartikler, sociale medier og nyhedsbrev.

De interesser sig for politisk journalistik, handicap-, social-, unge- og ældreområdet, dyrevelfærd, fotokunst og makrofotografi.

Fritiden bruges på håndbold (Mathilde) og bowling (Sandra) og at gå i biografen eller tage i Tivoli og på Bakken med venner og familie. De elsker at rejse og har bl.a. været på Island, i Litauen, Disneyland Paris, Malta, Norge og Sverige.

Om artiklen

Fortalt til Agnete Vestergaard-Kristensen, frivillig journalist i Venner af Captum, som er en gruppe af pårørende til borgere med handicap.