Sandra og Mathilde: Hvilken ny normal vågner Danmark op til?

Mathilde_Faber_Bendtsen_og_Sandra_Zenia_Due_Larsen_1650px
11. maj 2020 12.39

DA CORONA-PANDEMIEN KOM til Danmark, frygtede vi alle at blive smittet af dem, der kom hjem fra det store udland. Vi frygtede selv at blive smittet, og vi frygtede at være smittebærere.

LÆS OGSÅ: Politibetjenten Carsten må ikke bære værnemiddel: 'Jeg føler mig utryg'

Da vores arbejdsplads - Juno - lukkede ned, vendte det op og ned på vores verden og vores hverdag. Hvad skulle der blive af arbejdspladsen, vores arbejdsopgaver, os selv? Hvor længe vil frygten sidde i os? Vender vi rent faktisk tilbage til normalen, eller er vores hverdag for altid forandret?

Vi er dem, der godt forstår budskabet

De seneste måneder har tankerne kredset sig om sygdom og samfundssind, sårbarhed og styrke.

Vi er som handicappede i en sårbar gruppe. Bange for at dø. Ærligt, man ved, at udviklingshæmmende ikke lever lige så længe som andre, så døden er tæt nok på i forvejen, og nu kom den pludselig endnu tættere på.

Vi spekulerer meget på, om corona-virussen nogensinde går væk, og om vi rent faktisk får vores normale liv tilbage. Det er et langt mareridt, hvor fremtiden føles meget usikker
Sandra Zenia Due Larsen og Mathilde Faber Bendtsen

Vi har hørt gentaget mange gange, mens dørene lukkedes på vores arbejdsplads og for Mathildes vedkommende også på bostedet, at vi skulle bære det tunge læs og være tålmodige. Vi skal være de stærke, men det er hårdt som menneske med handicap at bære så tungt et læs. Vi er pressede i forvejen, fordi vi nedprioriteres, og penge fjernes, så vi mister arbejdspladser, pædagogisk personale og muligheder.

LÆS OGSÅ: Ansat i chok over Arbejdstilsynet: 'De tager det jo ikke alvorligt!'

Det er ærgerligt, at vi skal skydes i skoene, at vi ikke forstår samfundssind og kan tage samme hensyn som alle andre. Dét kan vi, og dét gør vi.

Vi vasker hænder, holder afstand i supermarkedet og vasker tøj ved mere end 60 grader.

For nylig i Aldi blev jeg (Sandra) skældt voldsomt ud af en fremmed, der gik tæt på mig, selvom jeg egentlig gik i en stor bue udenom. Jeg blev virkelig ked af det, for jeg havde taget mine forholdsregler. Fordi man er bange, skal man jo ikke råbe af andre i supermarkedet.

Jeg (Mathilde) havde en oplevelse i Netto, hvor jeg handlede med to andre beboere og en pædagog. Jeg blev hostet voldsomt i nakken af en dame. Pædagogen bad hende pænt om at huske at holde afstand, men i stedet for bare at undskylde, blev hun meget vred og skældte ud. Folk har opført sig som vanvittige. Som om det er den sidste dag, vi er hér på jorden. De er bange for at dø, og dét forstår vi godt, men frygten må ikke vinde over os!

En ny hverdag tager sin form

Sandra, der bor hjemme, har fået mulighed at genoptage arbejdet sammen med de fire andre hjemmeboede Juno-medarbejdere, mens Mathilde, der bor alene på bosted, endnu ikke kan komme i gang på jobbet. Vi har sådan lyst at komme ud i verden. Det er kedeligt og hårdt ikke at lave noget, men vi forstår alvoren. Ikke mindst nu, hvor der så småt åbnes op igen.

LÆS OGSÅ: Sandra og Mathilde: Er kloden bare "brug og smid væk"?

Det fylder rigtig meget i vores hverdag. Vi gætter på, at det gør sig gældende hos kollegerne – hos danskerne, og det bliver rigtig hårdt for os alle at vende tilbage, fordi det langt fra er normalt. Alt er stadig så usikkert. Vi har en lille forhåbning om, at bare noget af vores hverdag vender tilbage.

En langsom genåbning med nye toner

Det er ufedt, at Covid-19 er her, for man savner at lave alt det, man plejer: fødselsdage, koncerter, hygge med venner. Der er ingen sommerferie i udlandet. Mathildes 30-års fødselsdagsfest er aflyst på ubestemt tid. Vores translokationsfest i juni bliver formentlig ikke til noget heller.

Vi må ikke knuse og kramme - endnu. Det er SÅ hårdt, at mangle berøring med hinanden, men det er vigtigt at tage det seriøst
Sandra Zenia Due Larsen og Mathilde Faber Bendtsen

Alle vores arrangementer som Hverdagsaktivister er aflyst eller rykket; Copenhagen Pride, Cph Marathon, Ungdommens Folkemøde, Kræftens Bekæmpelses landsindsamling, KIFU’s idrætsdag. Der er megen uvished, og den påvirker os, MEN vi forstår alvoren og nødvendigheden af nedlukningen og den langsomme genåbning. Det SKAL gå langsomt.

Vi skal arbejde anderledes. Kun få lokaler åbnes op, vi skal være udendørs, vi skal spritte møbler og os selv. Vi kommer 5 ud af 18 medarbejdere, og på en arbejdsplads, hvor vi har et kæmpestort sammenhold, er det rigtig svært at ikke kunne være der 100 procent for hinanden fysisk og ansigt til ansigt.

At vågne fra en ond drøm

Vi skal mødes på anderledes måder, og vi skal holde afstand til hinanden og gøre tingene, som vi slet ikke er vant til. Vi må ikke knuse og kramme - endnu. Det er SÅ hårdt, at mangle berøring med hinanden, men det er vigtigt at tage det seriøst.

Vi spekulerer meget på, om corona-virussen nogensinde går væk, og om vi rent faktisk får vores normale liv tilbage. Det er et langt mareridt, hvor fremtiden føles meget usikker. Vi ved ikke, hvad vi skal tænke i forhold til virus, og om Covid-19 nogensinde forsvinder. Vil vi skulle holde afstand i et helt år? Længere tid? Hvornår må vi kramme? Det bliver nok ikke som før. Måske vi normaliseres, når der kommer en vaccine, men ærligt er det ikke til at sige, hvad man skal tro … for virker den så optimalt?

Manglende menneskekontakt og afsavn til hinanden. Det er ting, der fylder i livet lige nu og her. Men ikke for altid. Ikke evigt. Omsorg og taknemmelighed derimod. Dem tager vi med os videre!

Om Sandra og Mathilde

Sandra og Mathilde arbejder til daglig på Medieskolen Juno, som er et undervisningstilbud til voksne borgere med handicap. Her arbejdes med videoproduktion, webartikler, sociale medier og nyhedsbrev.

De interesser sig for politisk journalistik, handicap-, social-, unge- og ældreområdet, dyrevelfærd, fotokunst og makrofotografi.

Fritiden bruges på håndbold (Mathilde) og bowling (Sandra) og at gå i biografen eller tage i Tivoli og på Bakken med venner og familie. De elsker at rejse og har bl.a. været på Island, i Litauen, Disneyland Paris, Malta, Norge og Sverige.

Fortalt til Agnete Vestergaard-Kristensen, frivillig journalist i Venner af Captum, som er en gruppe af pårørende til borgere med handicap.