Mathilde_Faber_Bendtsen_og_Sandra_Zenia_Due_Larsen_1650px

Sandra og Mathilde: Er kloden bare "brug og smid væk"?

3. apr 2020, 10:00
Havdyrene sluger massevis af plastik, og landdyrene forsvinder. Træer bliver fældet, og naturen fjernet for at bygge til. Vores hverdag er gennemsyret af ressourcespild, madspild, overflod og overforbrug. Klimaet har ændret sig. Vi ser nye, voldsommere vejrfænomener, huse der oversvømmes og fodboldbaner, der står helt under vand. Alt ændrer sig. Vi piner vores klode til døde, og vi dør med den.

DE FLESTE KLIMAORGANISATIONER siger, at vi skal spise mere bæredygtigt og mere grønt, flyve mindre, bytte vores tøj i stedet for bare at købe nyt. Vi skal sortere vores affald og ikke bare lægge plastik sammen med madaffald. Vi skal ikke smide vandflasker og cigaretskodder i naturen. Vi skal undgå at bruge så meget strøm og slukke alle lamper og apparater, når vi går fra dem. Hvor svært kan dét lige være at passe på Jorden?

LÆS OGSÅ: Professor ser én vej ud af coronakrisen: Erstat grådighed og turbokapitalisme med solidaritet

Men man skal jo vide det, før man kan gøre noget ved det. Vi skal åbne øjnene og turde ændre adfærd!

Flere skal kæmpe klodens sag. Vi er ikke ligeglade med naturen, dyrene og klimaet og planeten. Er du?
Sandra Zenia Due Larsen og Mathilde Faber Bendtsen

Vores tøj kan være produceret af børnearbejdere. Cowboybukser, der er blevet farvet af små børn, der står i kar med farvestof, hvor de tramper farven ind i stoffet. Farver, som ætser. Der er rester af pesticider i vores drikkevand. Orangutangerne forsvinder på grund af palmeolien, vi udnytter til SÅ mange ting i vores hverdag. Koalaerne brændte for nylig ihjel i Australien, men adskillige dyr mister dagligt livet, fordi vi ikke passer på vores natur og vores klima.

At smide skrald i naturen er da mærkeligt

Til Cph Pride, hvor vi sidste år var frivillige med Hverdagsaktivisterne, sad folk ved siden af skraldespandene, men smed deres skrald direkte på gaden. Fuldstændig ligeglade med vores miljø. Uanset om man har tyggegummi, slikpapir eller madrester i hånden, så kan man da altid finde en skraldespand. Hvorfor smide skraldet på gaden? Det er da mærkeligt, at folk bare smider deres skrald hvor, de står og går.

LÆS OGSÅ: Sandra Larsen og Mathilde Bendtsen: Mennesker med handicap gør en enorm forskel!

Vi gik heller ikke og tænkte meget over situationen førhen, men vi bliver inspireret til at leve mere bæredygtige og klimabevidste liv, når vi ser folk som Fabian Vennekilde, der finder sko og tøj, der er skåret op, smidt ud i containere. Giftigt for vores atmosfære. Naturelskere, som Sebastian Klein og Anders Leth Damgaard, der viser alt det smukke i naturen og ikke mindst Greta Thunberg, der tør sige tingene højt, selvom folk sviner hende. Hun er iskold og fortsætter ufortrødent. Hun giver ikke op, selvom hun har et handicap, men stiller sig op med sit skilt ”Friday for Future” og står op for klimaet og kæmper videre uanset.

Da vi demonstrerede foran Københavns Rådhus sidste sommer mod kvalitetsstandarderne, var det meget inspireret af hende. Selvom vores diagnoser og vores budskab da var forskellige, så lader hun sig ikke kue og gå på af, at folk synes, hun er mærkelig. Dét gør vi heller ikke! Hun har gjort så meget for mange og ikke mindst for vores lille planet. Hvorfor har vi en jordklode uden at passe på den?

LÆS OGSÅ: Sandra og Mathilde er handicappede: "Det er som om, vi ikke er en del af samfundet"

Hvis vi står sammen, og vores politikere agerer. Om det så handler om for lange bade, færre røde bøffer, for meget tøj eller skrald i gadebilledet, så kan vi stå sammen og få ændret kursen. Vi mener, politikerne kunne vende tingene på hovedet. De kan lige så godt lovgive om ting, der taler for, som de ting, der taler imod og forbyder noget.

Danmark i front for en klimaretfærdig verden

Lav dog lovgivning, som er til gavn for fx træer og klima. Træer er så gode for os. De hjælper os med at samle CO2 op og danner ilt – de renser vores luft, og de hjælper os med at leve videre. Naturen er SUND for menneskerne. Træer er så gavnlige for os, og det gør os kede af det, at der plantes træer blot for at fælde dem. Det er meningsløst. Vi skal sørge for, at naturen trives.

I Japan ligger intet skrald på gaderne og i naturen, for hér er en helt anden kultur, og man får bøder for at miljøsvine. Hvorfor kan vi ikke have samme forhold i DK?

Vi siger ja tak til biodiversitet, dyrevelfærd og natur, og nej tak til fældning af skove i Danmark såvel som Amazonas, og vi prøver virkelig at gøre vores. Gør du?

Flere skal kæmpe klodens sag. Vi er ikke ligeglade med naturen, dyrene og klimaet og planeten. Er du?

Vi vil ikke svigte den. Vi kæmper for den. Vi opfordrer folk til at stå sammen og kæmpe for vores verden og støtte op om en fælles fremtid på den her planet!

Danmark er ikke specielt forbilledlige netop nu, men vi KUNNE være det, hvis vi ville. Tænk, hvis andre lande skævede til os? Der skal handles NU.

Klimaaktivisme er det nye grønt – og dét støtter vi op om – en grøn og klimaretfærdig fremtid!

Om Sandra og Mathilde

Sandra og Mathilde arbejder til daglig på Medieskolen Juno, som er et undervisningstilbud til voksne borgere med handicap. Her arbejdes med videoproduktion, webartikler, sociale medier og nyhedsbrev.

De interesser sig for politisk journalistik, handicap-, social-, unge- og ældreområdet, dyrevelfærd, fotokunst og makrofotografi.

Fritiden bruges på håndbold (Mathilde) og bowling (Sandra) og at gå i biografen eller tage i Tivoli og på Bakken med venner og familie. De elsker at rejse og har bl.a. været på Island, i Litauen, Disneyland Paris, Malta, Norge og Sverige.

Fortalt til Agnete Vestergaard-Kristensen, frivillig journalist i Venner af Captum, som er en gruppe af pårørende til borgere med handicap