20200424-171448-2-1920x1280we
Borgmesteren i Tårnby Allan S. Andersen (S) vil gerne have fat i 3.000 ledige lufthavnsansatte, der ikke har benyttet sig af særlig beskæftigelsesindsats. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Særligt jobcenter skal have fat i flere ledige lufthavnsansatte: 'Vi vil gøre det bedre'

15. feb 2021, 06:00
Et særligt jobcenter i Københavns Lufthavn mangler at få fat i 3.000 af de ledige lufthavnsansatte. Derfor har borgmesteren i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (S), skrevet et brev med to andre borgmestre.

Knap 2.000 har været tilknyttet det særlige jobcenter i lufthavnen, der er sat i verden for at hjælpe de ledige i og omkring Københavns lufthavn i deres opsigelsesperiode. Det svarer til cirka 46 procent af de 5.000 fyrede.

LÆS OGSÅ: Hummelgaard efter masse-fyringer: 'Vi kunne ikke have gjort mere'

Det vil sige, at omkring 3.000 endnu ikke er en del af indsatsen. Og dem ønsker Tårnby Kommunes borgmester, Allan S. Andersen (S), at få fat i.

- Vi vil gerne gøre det bedre. Derfor har jeg sammen med Dragørs borgmester, Eik Dahl Bidstrup (V) og beskæftigelsesborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), skrevet et brev til alle de virksomheder og medarbejdere i og omkring lufthavnen, der endnu ikke har benyttet tilbuddet. Syv ud af ti af de ledige kommer fra Tårnby, Dragør og København.

Jeg mener, det er tilfredsstillende, men vi vil selvfølgelige gerne have flere ud i arbejde
Allan S. Andersen (S), borgmester i Tårnby Kommune

- Vi ved, at det virker, når vi gør opmærksom på indsatsen. Det har vi blandt andet set, når jobcentret er kommet på besøg i de virksomheder, der har haft store fyringsrunder, så er der rigtig mange, der tager imod tilbuddet, fortæller borgmesteren til A4 Arbejdsliv.

Artiklen fortsætter efter boksen:

Her er der flest ledige lufthavnsansatte 

Jobcenter CPH, der blev oprettet med midler fra varslingspuljen under coronakrisen, har haft 1973 opsagte medarbejdere i og omkring Københavns Lufthavn i et forløb. Ud af dem er 447 kommet i job. Det svarer til, at 28 procent, der har deltaget i et forløb i jobcentret, er kommet i job.  Det viser nye tal, som Jobcenter CPH har trukket til A4 Arbejdsliv.

Top ti over kommuner med ledige lufthavnsansatte, der har været i forløb hos Jobcenter CPH:

Københavns Kommune:          793 borgere, 159 er kommet i job

Tårnby Kommune:                     343 borgere, 76 er kommet i job

Dragør kommune:                     79 borgere, 15 er kommet i job

Hvidovre Kommune:                 52 borgere, 11 er kommet i job

Frederiksberg Kommune:       50 borgere, 14 er kommet i job

Køge Kommune:                        41 borgere, 11 er kommet i job

Roskilde Kommune:                  35 borgere, 9 er kommet i job

Brøndby Kommune:                 34 borgere, 9 er kommet i job

Greve Kommune:                      33 borgere, 11 er kommet i job

Rødovre Kommune:                 27 borgere, 5 er kommet i job

Fik 72 millioner

Skrækscenariet var, at 8.000 ville miste deres job i og omkring Købehavns Lufthavn, da coronakrisen lammede flytrafikken.

Det fik i foråret borgmesteren til at nedsætte en tænketank med det fokus at komme med ideer for at genstarte erhvervslivet i Tårnby i tæt kontakt med beskæftigelsesministeren og hjælpe de opsagte med en særlig indsats

Skrækscenariet har vist at holde nogenlunde stik. Indtil videre er der 5.000, der er blevet opsagt fra en stilling i eller i relation til lufthavnen, mens 2.600 er på arbejdsfordeling. Mange af dem forventes også at miste deres arbejdet, hvis krisen fortsætter.

Vi kan se, at håndværkerne er kommet rigtig hurtigt i arbejde
Allan S. Andersen (S), borgmester Tårnby Kommune 

Jobcenter CPH åbnede i lufthavnen i juni med et formål om at fange de opsagte lufthavnsansatte i opsigelsesperioden, inden de reelt bliver arbejdsløse og få dem videre i et opkvalificering forløb, uddannelsesforløb eller andet job.

Normalt er det kommunerne, der tager sig af deres egne ledige borgere. Men i Jobcenter CPH er det en samlet indsats målrettet lufthavnsbranchen uafhængigt af, hvor i landet den ledige bor. Jobcentret skiller sig også ud ved at hjælpe de opsagte medarbejdere videre i et forløb allerede i opsigelsesvarslet. Til indsatsen har kommunen fået 72 millioner kroner fra varslingspuljen, der er midler, der kan bruges ved store fyringsrunder.

Tæt på en tredjedel i job igen

Indtil videre har Jobcentret CPH en beskæftigelsesprocent på 28 procent. Det vil sige, at 28 procent ud af de 1973, der har været i gang med en beskæftigelsesindsats i jobcentret, er kommet i job igen.

På landsplan er 33 procent af alle ledige i job efter fire uger og 46 procent efter otte uger. Det er uafhængig af om, de har været i et aktiveringsforløb eller ej. Det viser tal fra efteråret 2020, som KL (Kommunernes Landsforening) har trukket til A4 Arbejdsliv. Tallene er dog ikke direkte sammenlignelige, da jobcentret I CHP sætter en indsats i gang allerede i opsigelsesperioden. Det gør de kommunale jobcentre ikke. 

- Jeg mener, det er tilfredsstillende, men vi vil selvfølgelige gerne have flere ud i arbejde. Jo tættere man kommer på fratrædelsesdato, jo mere interesseret er man i at få et job. Men desværre bliver det jo også sværere og sværere at få et arbejde, når man har været længe væk fra jobmarkedet.

Jobcentret har blandt andet arbejdet sammen med Google, Testcenter Danmark og store slagteri for at få de ledige i arbejde.

- Vi kan se, at håndværkerne er kommet rigtig hurtigt i arbejde. Medicinalindustrien og fødevarebranchen har også taget en stor del af de ledige, ligesom at flere er startet i podningscentret, der ligger ved lufthavnen.

Nyt erhvervsområde på Amager

Ud over den særlige jobindsats forsøger borgmesteren også at komme ledigheden til livs ved at skabe flere arbejdspladser på Amager. Tårnby Kommune har blandt andet planer om at udvide erhvervsområdet Kristinehøj, der ligger tæt op ad lufthavnen.

- Vi vil gerne tiltrække andet end hård industri til området, for eksempel grønne virksomheder og vidensvirksomheder. Vi får flere henvendelser om ugen fra virksomheder, der ønsker at ligge der. Det er et område, der er meget attraktivt, fordi det ligger tæt på motorvej, hovedstaden, Sverige og lufthavnen. 

Vi har familier, hvor to måske tre familiemedlemmer har mistet deres arbejde. Det er noget, man taler om herude
Allan S. Andersen (S), borgmester Tårnby Kommune 

Det har været en drøm for kommunerne længe at bygge i området. Men det har været afgørende, at lufthavnen ikke har skullet benytte området i forhold til deres udviklingsplaner, ligesom regeringen har skulle ind over beslutningen, fordi der er store støjgener, da området ligger tæt op ad landingsbanen.

Men ifølge Allan S. Andersen ser det ud til at lykkes blandt andet med hjælp fra de 2 milliarder, der er blev afsat i finansloven til at hjælpe med at skabe arbejdspladser i områder, der har været hårdt ramt af coronakrisen.

Borgmesteren håber allerede i løbet af året at kunne komme i gang med lokalplanerne for området.

Hvordan mærker du, at du er er blevet borgmester i en kommune med en pludselig høj ledighed?

- Vi har været en kommune med en af de laveste ledigheder i landet gennem mange år, netop fordi vi har haft lufthavnen med cirka 22.000 ansatte. Så det er bekymrende. Vi har familier, hvor to måske tre familiemedlemmer har mistet deres arbejde. Det er noget, man taler om herude. Og den økonomiske situation er også bekymrende fremadrettet, hvis ikke lufthavnen igen kommer op i omdrejninger. Det betyder også noget for kommunens budget, når indkomstniveauet falder, og når virksomheder må gå konkurs.

LÆS OGSÅ: Jesper blev fyret fra lufthavnen: 'Jeg savner at have noget at stå op til'   

Serie: Kastrup i knæ

Før coronakrisen var der 22.000 ansatte i 1.000 virksomheder i og omkring Københavns Lufthavn. Flere tusinde har mistet deres job i takt med, at hjælpepakkerne er rindt ud. A4 Arbejdsliv går tæt på nogle af de ansatte og på den kæmpe økonomiske krise, som lufthavnen står i. En krise, der rammer mennesker og deres drømme, familier og lokalsamfund. I en fælles indsats søger politikere, virksomheder, fagforeninger og Tårnby Kommune at få de ansatte til at lande bedst muligt efter en uønsket mental lufttur.  

Andre artikler i samme serie:

SAS fyrer 1.593 ansatte: Cheflønninger tilbage på niveau

80 Falck-ansatte fyret: Nu er der særlig hjælp på vej

Jobcenter åbner i Københavns Lufthavn

Martin er ansat i lufthavnen: I dag får han besked om han er fyret

228 ansatte fyret: "Det er fuldstændig forfærdeligt"

Ole og Pia er hjemsendt fra lufthavnen: Nu får Ole besked, om han er fyret

Jobcenter uden krav og kontrol åbner: - Det kan blive fremtiden

Hummelgaard efter masse-fyringer: 'Vi kunne ikke have gjort mere'

Ole i sorg over fyringer i SAS: 'Min familie er revet midt over'

Søren mistede sit drømmejob i SAS: 'Man slipper ikke livet i luften'

Min far var 34 år i lufthavnen: Nu er hans arbejdsliv forbi

Carsten blev fyret fra lufthavnen: 'Man bliver først klog, når man har mistet'

Frida blev fyret fra Jet-Time: 'Det ramte mig som et granatchok'

Carsten blev genansat i lufthavnen: 'Det er som at komme hjem'