Militæret i Italien tog imod landets første doser af vaccine mod coronavirusset lørdag. Foto: Remo Casilli/Reuters

Sårbare europæere får første stik i historisk vaccinekampagne

27. dec 2020, 08:03
Søndag begynder udrulningen af vacciner i EU. Det giver håb om, at 2021 kan give et pusterum fra epidemien.

En række EU-lande begynder søndag at vaccinere de mest sårbare grupper mod coronavirus.

De første doser af vaccinen fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech ankom lørdag til adskillige europæiske lande, herunder Danmark, Italien, Spanien og Frankrig.

Herfra skal de distribueres videre til plejehjem og plejehjemspersonale, så de første kan få stikket søndag.

Godkendelsen og udrulningen af vaccinen giver håb om, at 2021 kan give et pusterum fra pandemien, der har kostet 1,75 millioner coronapatienter livet på verdensplan.

Siden pandemien blev opdaget i Kina i slutningen af sidste år, er over 80 millioner blevet testet positive for coronavirus.

Vaccinen fra Pfizer og BioNTech er den eneste godkendte vaccine i EU på nuværende tidspunkt. Den blev godkendt 21. december.

Distributionen af vaccinedoserne fra Pfizer og BioNTech er krævende, fordi vaccinen skal opbevares ved en temperatur på omkring minus 80 grader.

Nogle lande begyndte allerede at give de første vacciner lørdag.

I Ungarn fik en kvinde ved navn Adrienne Kertesz, som er læge på hospitalet Del-Pest i Ungarns hovedstad, Budapest, som den første et stik. I Tyskland blev en 101-årig kvinde den første til at få vaccinen.

Også Slovakiet gik i gang med at vaccinere lørdag.

De tre EU-lande sluttede sig dermed til Kina, Rusland, Storbritannien, Canada, USA, Schweiz, Serbien, Singapore og Saudi-Arabien, som også er begyndt deres vaccinekampagner.

- Vi får vores frihed tilbage, og vi kan kramme hinanden igen, sagde den italienske udenrigsminister, Luigi Di Maio, da han opfordrede italienerne til at tage imod vaccinen.

Målinger i Italien viser, at kun 57 procent af italienerne har til hensigt at lade sig vaccinere. Forskere vurderer, at flokimmunitet kræver, at mellem 75 og 80 procent af befolkningen lader sig vaccinere.

/ritzau/AFP