Sådan undgår du kuldechok på kontoret

7. feb 2012
Hold tempo og arbejdsglæde undgå at fryse på jobbet. Her er reglerne for temperaturer ved indendørs arbejde. Og de gode råd til at klare kulden.

Brrrrr...... Selv det tætteste termovindue og en rødglødende radiator kan komme til kort, når termometeret udenfor lander på tocifrede minusgrader.

Avisen.dk har spurgt HK's arbejdsmiljøekspert Svend-Erik Hermansen, hvordan man sikrer sig, at det er tastaturer - og ikke tænder, der klaprer i kontorlandskabet, mens den sibiriske vinter hærger udenfor.

"Hvis vi har det for koldt, er vi ikke særlig effektive. Og derudover er det jo heller ikke behageligt at fryse, så det påvirker velbefindende og arbejdsglæde negativt," siger han.

Men lad os først få klarlagt, hvordan den indendørs arbejdstemperatur bør være.

Mindst 18 grader

Arbejdstilsynet definerer 'komfortområdet' indendørs som mellem 18 og 25 grader. Kontornussere, journalister og andre stillesiddende typer trives bedst i en temperatur på 21-22 grader.

Ved stillesiddende, stående samt ved arbejde med let fysisk anstrengelse temperaturen altså ikke ryge under 18 grader, og den bør ligge i starten af 20'erne.

Men før du nedlægger arbejdet og anklager chefen for misrøgt, skal du hæfte dig ved, at lavere temperaturer accepteres under "ekstraordinære forhold såsom uforudset og pludselig opstået lav udendørstemperatur eller ugunstige vindforhold."[pagebreak]

Men når det så er sagt, er der måske trøst at hente i, at Arbejdstilsynet kræver, at arbejdsgivere træffer de nødvendige foranstaltninger mod kulde og træk, hvis ikke temperaturen af produktionstekniske årsager skal ligge uden for komfortområdet.

Det er så her, at de gode råd kommer ind i billedet:

1. Flygt fra vinduet

Hvis du sidder for tæt på vinduet, kan du næsten ikke undgå at få en kuldefornemmelse, når det er hård frost udenfor. Ryk skrivebordet eller arbejdspladsen et par meter væk, så undgå du kuldebroen.

2. Undgå træk

Ulemperne ved ventilation og træk forstærkes, når det fryser udenfor. Det, der om sommeren føles som en behagelig brise, kan om vinteren forvandles til at iskoldt træk. Igen gælder det om at finde et 'helle' i indeklimaet.

3. Gem Hawaiiskjorten til sommer

Drop T-shirt og skjorteærmer. Find den tykke sweater frem, før du brokker dig til chefen. Uld varmer bedst.

4. Tal med chefen

Du har ret til, at du ikke skal fryse. Og din chef har en interesse i, at du koncentrerer dig om dit arbejde frem for at klapre tænder. Det bør være i alles interesse at finde en løsning.

5. Arbejd hjemmefra

Hvis kulde forhindrer dig i at arbejde effektivt, er det måske en fordel at arbejde hjemmefra, hvis jobbet tillader det.

6. Det hemmelige våben

I Norge går der en vandrehistorie om postmanden, der blev fanget i en lavine. Mod forventning var han stadig i live, da han blev fundet lang tid senere - takket være fire par lange, uldne underbukser.

Forestil dig, hvad bare et par lange underbukser kan gøre for din arbejdsdag!

Se flere gode råd fra HK her