Sådan tjener du penge på cykelturen til job

30. nov 2012, 15:03
Det er faktisk muligt at opnå skattefradrag for cykelturen til job, forklarer fuldmægtig.

Er du typen, som hver morgen svinger benene over jernhesten og sætter kursen mod dit arbejde, så læs videre her, for der kan være penge at tjene.

Det forklarer Lars Ahlbom, der er fuldmægtig i Skatteministeriet.

Det eneste det kræver er, at din cykeltur er længere end 12 kilometer hver vej.

Så har du nemlig ret til skattefradrag på linje med kolleger, der kører i bil eller med tog.

"For os er det ligegyldigt om du cykler, kører sammen med en kollega eller sågar hopper på tungen," siger han.

Tjen over 2.000 kroner

Skat oplyser, at du fra 2013 får et befordringsfradrag på to kroner og 13 øre for hver kilometer ud over de første 24 kilometer.

Hvis du eksempelvis bor i Lyngby og arbejder i Fields i Ørestaden ved København, så opnår du et fradrag på godt 25 kroner for hver arbejdsdag.

Deraf vil cirka en tredjedel, altså omkring otte kroner, komme dig til gode. Årligt løber det op i omkring 2.000 kroner.

Flere tricks

Men skattefesten for cyklister stopper ikke nødvendigvis ikke her.

Er du dygtig og en god forhandler, kan du nemlig forhandle en skattefri godtgørelse igennem med din chef, hvis du bruger din cykel i arbejdstiden.

51 øre per kilometer kan chefen således give dig uden, at du skal betale skat.

For folk, som kører i arbejdstiden, er skattelovgivningen dog en del mere venlig ved bilister. Her kan arbejdsgiveren give op til 3,82 kroner i skattefri godtgørelse.

Kør direkte til job

Endelig forklarer Lars Ahlbom, at der findes en regel i skattesystemet, som de færreste kender til.

Den skattefri godtgørelse kan nemlig godt gives for den vej du kører til og fra arbejde, hvis du arbejder 60 eller færre dage årligt det samme sted.

"Det gælder bl.a. konsulenter og grossister, som måske har et kontor ét sted, men som har opgaver flere forskellige steder," påpeger Lars Ahlbom.

Reglen er lavet for, at man ikke behøver at køre hen til sin arbejdsplads for at opnå den skattefrie godtgørelse, men i stedet kan køre direkte fra sit hjem til dér, hvor arbejdet foregår, forklarer den fuldmægtige.