Sådan styrer du udenom falske jobopslag

5. jun 2012
Fem enkle tips til at undgå at spilde værdifuld tid på jobannoncer, hvor den rette kandidat allerede er fundet

Jobmarkedet er hårdt med masser af konkurrence om de få nye ledige job. Derfor er det ekstra bittert at spilde tid på at sende en ansøgning til en annonce, hvor der i virkeligheden ikke er et job at søge. Bodil Damkjær er administrerende direktør i JobMaker A/S¨, og hun ser dagligt spøgelsesannoncerne, når hun vejleder sine kunder i deres jobsøgning. Læs hendes råd til, hvordan du sorterer spøgelsesannoncerne fra:

1. Læs jobbeskrivelsen grundigt igennem. Fremgår det klart, hvad jobbet indeholder? Spøgelsesannoncer, der i virkeligheden bare er en reklame, er tit meget diffuse, og det er svært at læse sig til de præcise arbejdsopgaver. De kan også være så indforståede, at det er nærmest umuligt at forstå, hvad jobbet reelt indebærer.

2. Den modsatte udgave findes også, annoncer der er så specifikke, at det kun er en eller utroligt få mennesker, som kan matche alle krav. Så er jobbet sikkert besat på forhånd, så hvis firmaet for eksempel søger en regnskabsassistent med truckkort og et flydende skriftligt græsk, er det næppe besværet værd at søge, selvom du kan dække to af tre krav.

3. Mangler der en ansøgningsfrist i annoncen, og fremgår det heller ikke, hvornår jobbet er slået op, så er det sandsynligvis en spøgelsesannonce. Ofte mangler annoncerne helt en navngivet kontaktperson i virksomheden.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

4. Advarselslamperne bør også lyse ved jobannoncer, der med den samme ordlyd bliver slået op igen og igen, uden at der klart står, at annoncen er et genopslag.

5. Ring og tjek oplysningerne. Hvis du bliver mødt af en telefonsvarer, hver gang du ringer om jobbet, og ingen ringer tilbage på dine beskeder, så har du givetvis fundet en spøgelsesannonce.