FREDAGSSPAREGUIDE: Sådan snyder du foran i køen

12. feb 2010
Fem egoistiske og fem demokratiske måder at komme foran i køen.

Endelig fri fra job og så... direkte i kø. Heldigvis findes der grundlæggende to måder at komme hurtigt gennem dem.

Den egoistiske måde, hvor man som udspekuleret egotripper bruger albuerne til at snyde sig foran på bekostning af andre. Man bryder et socialt kodeks, man forarger, men kommer først.

Og så findes der den demokratiske og fair facon, hvor man ikke tærer på almenvellets tid og tålmodighed.

________________________________________________________

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Egoistisk køkultur

1: Snyd dig foran

Mange ønsker at købe ind lørdag ved middagstid og på hverdage fra klokken 16.30, når køerne i supermarkederne ingen ende vil tage. Vi kender desværre egotripperen, der henvender sig til personen nærmest varebåndet med en anmodning om at komme foran. Han har jo kun få varer. Kopier egoisten – også selv om din kurv bugner af varer. Men spørg med lav stemmeføring og et forlegent og ydmygt smil. Så højner du dine chancer for at få lov – og for at undgå protester fra dem længere nede i køen.

2: Betal dig foran

Flere forlystelsesparker er begyndt at slå mønt på at udbyde en særlig service for alle, der ikke gider vente i en kø. Mod betaling køber du et særligt armbånd, der giver adgang til den korte kø til en forlystelse. De, som ikke gider betale ekstra, betaler også: De skal stå og trippe endnu længere i den lange kø.

3: Promover dig foran

I Danmark er der talrige muligheder for at blive skrevet op som udvalgte medlemmer af alverdens klubber og foreninger, der giver dig fortrinsret i køer til arrangementer. Ofte skal man modtage et nyhedsbrev med kommercielle budskaber for at være "blandt de udvalgte". Et medlemskab af en forening udnyttes eksempelvis af journalister, der som medlemmer af Journalistforbundet ofte bærer et pressekort. De udnytter, at mange arrangører ønsker medieomtale. Men ofte bruger de udelukkende kortet til at komme foran i køen og til at slippe for at betale entré. Medieomtalen udebliver.

4: Ring dig foran

Skal du have hjælp i et stormagasin, på et bibliotek eller en togstation, svarer det sig ofte at gå udenom receptionen og i stedet ringe til kundeservicetelefonerne, mens man er i stormagasinet. Telefonerne besvares af tålmodige og servicemindede medarbejdere. Mange tænker ikke på, at det faktisk er muligt og ringe til kundeservice, som ofte prioriterer telefonopkald højere, end folk i en fysisk kø. Og så kan man jo nyde en kop gratis kundekaffe, mens man får besvaret sit spørgsmål og nyde synet af køen, der vokser.

5: Alarmer dig foran

Der findes selvfølgelig de helt uantagelige løsninger på at fremme sin egen sag på bekostning af øvrighedens. Der skal ingenlunde opfordres til, at du for at komme foran simulerer en snarlig opkastning ved at holde hånden for munden. Eller til at man benytter motorvejens nødspor som sin private vejbane. Eller til at man med en forstuvet ankel på skadestuen simulerer, at man er døden nær.

________________________________________________________

Demokratisk køkultur

1: Køb ind, når de andre ikke gør

Du tror måske, at butikschefen nyder synet af lange køer ved kassen. Det gør han ikke. For jo længere køen er, jo mere irriteret er du, og jo mere travlt har du med at komme ud af butikken. Butikschefen ønsker en lind strøm af kunder og kort kø. Det åbenlyse logiske råd er altid at undgå myldretiden, når du handler. Ikea lavet en guide, som viser, hvornår der er færrest kunder i varehuset. Den kan også bruges, når du planlægger, hvornår du skal snige dig ud for at handle dagligvarer.

2: Vask bil, når de andre ikke gør

Mens mange ved, at onsdag betyder billigdag og lange køer i en stor del af landets biografer, ved færre, at hver eneste aften fra kl. 21 faktisk er kø-fri billigaften i mange tankstationernes vaskehaller - eksempelvis hos Shell. Dem kommer du tilmed hurtigere frem til, fordi der selvfølgelig er mindre trafik på vejene i aften- og nattetimer.

3: Ring, når andre ikke gør

Paradoksalt nok kniber det for mange telefonselskaber med at besvare opkald inden for rimelig tid. Det skyldes dels, at vi alle ringer samtidig – nemlig i frokostpausen, eller når vi kommer hjem fra job. Men heldigvis har Telia lavet en lille guide, som afslører, hvornår der er størst chance for inden rimelig tid at komme gennem telefonslusen. Oversigten, som er at finde her, kan også give en idé om, hvornår det er svarer sig at telefonere til eksempelvis forsikringsselskaber og myndigheder.

4: Vent, når andre ikke gør

Telefonkøer kan opleves som forringende for livskvaliteten, men der findes et simpelt trick. Haster det ikke med at kontakte eksempelvis kommunen, banken eller teleselskabet, så send en e-mail, hvori du beder dem telefonere dig. Ofte tør de ikke lade være – de ringer før eller siden - for du kan jo skriftligt dokumentere, at du har bedt dem om det.

5: Slap af, når andre ikke gør

De mest professionelle chauffører gider ikke hidse sig op over at holde i kø - de kan alligevel ikke ændre på den. De trækker vejret dybt og forvandler tiden til noget konstruktivt. Lytter til et lydbånd eller lægger en plan for weekenden. Samme taktik kan du bruge – uanset om du venter på et DSB, TDC eller EDC.

Fredag er sparedag

Det skal ikke være surt at spare. Og når man sparer på noget, skal man ikke kun tjene penge. Det skal gøre livet en smule sjovere og enklere. Det er princippet i Avisen.dk's spareguide, som hver fredag morgen leverer dig konkrete sparetips.