DAGENS TIP: Sådan sikrer du dit bud mod benbrud

15. dec 2010
Seks tips til at få posten sikkert ind af brevsprækken.

Postbude lever livet farligt, når det er vinter. Og det er til dels din skyld. Jo flere dage med sne, jo dårligere bliver danskerne til at skovle for egen dør. De gider ikke mere, lyder det fra Post Danmark.

PostDanmark er gennem Dansk Industri med i Skovlsne.dk, der leverer alt fra sne-dating, hvor man kan finde folk - der er ikke mange - der gerne vil skovle sne for andre - til et kursus i, hvordan du skovler sne.

Vi bringer her den officielle opskrift. God fornøjelse:

Vær klar til at skovle sne:


Du skal bruge:


• en kraftig kost
• en almindelig skovl
• eller en sneskovl
• grus/salt

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Vær beredt

Sørg for at kost og skovl opbevares et sted, hvor du altid kan få fat i dem. Vær forberedt på den værst tænkelige situation: At sne inde. Så skal du gerne kunne grave dig fri.

Hold øje med vejret

Gør det til en vane at lytte til vejrudsigten og hold øje med vejret udenfor. Jo tidligere du går i gang med at fjerne nyfalden sne, desto lettere er det. Sneen skal være ryddet inden klokken 7, hvor morgentrafikken for alvor begynder.

Brug kosten

Når du opdager, at det har sneet, kan du feje sneen væk. Hvis det er nyfalden sne, og ingen endnu har gået i den, er den nem at fjerne.

Sneskovlen

Sneskovlen må gerne være bred, men den må ikke være for tung. En sneskovl fremstillet af krydsfiner eller plastik er som regel udmærket. Skub sneskovlen foran dig, så du selv går i den bane, den lige har ryddet. Skub sneen hen, hvor den ikke generer nogen.

Er der faldet meget sne, og bliver du nødt til at skovle sneen op i en vold, så husk at lave en gennemgang i volden på mindst en meter. Hvis der i forbindelse med rydning af vejen er opstået en snevold langs fortovet, skal du også her lave en gennemgang i volden på mindst én meter.

Hårdt stampet sne

Hvis sneen er stampet hård, kan du bruge en almindelig stor haveskovl til at hugge den løs og til at skovle sneen væk. Men det er et tungt arbejde. Accepter hellere, at der ligger sne og sørg for at rydde nyfalden sne. Smid grus/salt på i nødvendigt omfang.

Planternes grene

Hvis der er faldet usædvanlig meget sne, kan grenene på træer og buske være tyngede af sneen. Nogle grene risikerer at knække. Begynd nedefra og brug kosten til at fjerne sneen fra grenene. Hvis du begynder oppefra, risikerer de nederste grene at knække, når sneen fra de øverste grene vælter ned.

Kilde: Skovlsne.dk

 

Postens Sang

Vinterbyøster,
ja Vinterbyøster -
det er dér, jeg er post.
I regn og slud,
i sne og frost
skal posten ud,
når man er post
og ikke en kryster
i Vinterbyøster...

"Vinterbyøster", DR