Sådan ser du VM i stedet for at arbejde

31. maj 2010
Få styr på datoerne for Danmarks kampe og tips til, hvordan du kan se dem på arbejdet

Når Danmark spiller sin første VM-kamp mod Holland, må slagteriarbejdere, kontoansatte og servicemedarbejdere landet over kigge langt efter muligheden for at se kampen.

Men frygt ej, der er stadig håb for de, der bare MÅ se hollænderne ydmyget i Sydafrika (hvilket selvsagt vil ske...).

Avisen.dk bringer her guiden til, hvordan du får set VM, selv om du burde arbejde.

Håb for de fleste

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Først den gode nyhed: 7 ud af 10 mulige kampe med Danmark bliver spillet klokken halv ni om aftenen dansk tid - altså i god tid for langt de fleste.

Den dårlige nyhed: Begge danske 1/8-finalemuligheder har kampstart klokken 16, lige som den ene kvartfinale. Og kampen den i første omgang mest spændende kamp mod Holland starter 13.30.

Derfor er det absolut nødvendigt for ikke bare fodboldentusiasten, men alle, der elsker fædrelandets svajende bøg, at forberede sig grundigt.

Her er, hvad du skal gøre:

  1. Tag fri. Den letteste, mest komfortable løsning: Find datoerne i faktaboksen til højre, og bed om fri, inden dine kolleger gør. Så kan du også drikke dig i hegnet bagefter.

  2. Se det på nettet. DRs kampe kan her ses live fra alle danske internetforbindelser - også arbejdscomputere... TV2 viser deres egne kampe på sputnik.tv2.dk - det kræver dog Sputnik Guld eller Sport-abonnement. Canal 9 viser ikke kampene på nettet. 

  3. Overtal chefen. Den er risikabel, men får du chefen med på idéen om storskærm i kantinen er du garanteret en god oplevelse. Argumentér med: forbedret arbejdsmiljø, øget arbejdsindsats, almindelig leflen.

  4. Pjæk. Shh... du har det ikke herfra.

  5. Genudsendelser. Ja, det er kedeligt og slet ikke det samme, men dog en mulighed for de mest pligtopfyldende.

  6. Benægt, benægt, benægt. Hjernen er en sjov størrelse. Med hypnose eller inkarneret hjernevask kan du måske glemme, at Danmark spiller VM.
De vigtige datoer

Her er programmet for Danmarks gruppekampe og mulige vej mod guldet.


Gruppespillet
Holland - Danmark (TV2)
14. juni 13.30

Cameroun - Danmark (DR1)
19. juni 20.30

Danmark - Japan (DR1)
24. juni 20.30


1/8-finale

Hvis Danmark slutter øverst i gruppen:
28. juni 16.00 (DR1)
(mod toeren fra gruppe F: Italien, New Zealand, Slovakiet og Paraguay)

Hvis Danmark slutter som toer i gruppen:
29. juni 16.00 (Canal 9)
(mod etteren fra gruppe F)


Kvartfinale
(hvis Danmark bliver etter)
2. juli 16.00 (TV 2)

ellers
3. juli 20.30 (TV 2)


Semifinale

6. juli 20.30 (Canal 9)
eller
7. juli 20.30 (TV 2)


Bronzekamp

10. juli 20.30 (TV 2)


Finale

11. juli 20.30 (DR1 og TV 2)

Se også det fulde program som pdf.