Sådan klarer du en dårlig chef

9. jul 2014
Chefen ved bedst. Vel gør han ej. Dygtige medarbejdere overtrumfes af inkompetence og stædige chefer. Læs, hvad du skal gøre.

Du kender ham nok; den bedrevidende chef, der er godt i gang med at køre din afdeling i sænk, fordi han nægter at lytte til fagligt kompetente medarbejdere.

”De findes på et utal af arbejdspladser - chefer, der både fagligt og ledelsesmæssigt kvajer sig gevaldigt, fordi de alene i kraft af deres cheftitel mener at vide bedst.”

Det siger Jørgen Krogh Larsen, der er ph.d i organisation og ledelse og har forsket i ulemperne ved dårlig ledelse.

”Det kan have vidtrækkende konsekvenser for medarbejderne, når deres faglige viden og stolthed overtrumfes af en inkompetent chef. Faktisk kan det føre til, at medarbejderne mister jobglæden, motivationen - og går ned med psykosomatisk stress,” advarer han.

Avisen.dk har bedt Jørgen Krogh Larsen komme med seks råd til medarbejdere, der døjer med en fagligt inkompetent og stivnakket chef.

1: Dokumentér
Sørg for at gemme dokumenter eller mødereferater, der beviser, at det er chefen – ikke dig – der har truffet de forkerte beslutninger. Det frikender dig for ansvar den dag, der bliver ballade over chefens fatale dispositioner.

2: Stil spørgsmål – ikke svar

Er chefen tilbøjelig til kun at tro på sine egne forrykte idéer, så vær taktisk: Fortæl ham aldrig, at han har uret, men foreslå at opgaven også kunne løses på en anden måde. Forsøg at give chefen medejerskab til din løsning.

3: Tag et møde
Det kan i nogle tilfælde være forsøget værd at tage et møde med chefen, hvor du på en diplomatisk måde fortæller ham, at du synes, at det kniber med hans lydhørhed overfor jeres faglige ekspertise.

4: Gå i alliance med kollegaer
Nægter chefen fortsat at indse, at medarbejderne besidder den højeste faglige ekspertise, så gå i alliance med en flok kollegaer, der ligesom dig er frustrerede.  Det gør dig mindre sårbar, og hvis flere står bag en ”klage”, må ledelsen tage affære. Arrangér et møde med chefens chef og fortæl om den bekymring, der kan have konsekvens for virksomhedens konkurrencedygtighed. Det hjælper. Organisationer med en ordentlig virksomhedskultur har det som princip, at det altid er legitimt at gå til chefens chef.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

5: Gå til din fagforening
Det kan være nødvendigt at inddrage din fagforening eller din tillidsrepræsentant for at søge råd om, hvordan man tackler situationen. Hvis sagen ender med afskedigelse eller ligefrem en retssag, så står du stærkt, når fagforeningen har været tidligt inddraget.

6: Gå din vej
Find dig ikke i at chefen disrespekterer din faglighed. Det ødelægger din arbejdsglæde og kan være en stressfaktor – især, når chefen tager æren for de sjældne succeser, som du burde have ros for. Hvis flere forsøg på at finde en løsning ikke hjælper, så må du forlade din arbejdsplads.

"Jeg skred!"

Den 31-årige Jess Jørgensen arbejdede som marketingkonsulent i en århusiansk virksomhed, hvor han oplevede, at chefen altid tog æren for de succeser, som der var meget langt imellem.

”Det endte med, at jeg skred, for det var sindssygt frustrerende, at han konstant og stædigt insisterede på at have ret, selv om alle i afdelingen vidste, at han var i gang med at likvidere firmaet og dermed gøre os jobløse,” siger Jess Jørgensen.