Sådan får du lønhop af chefen

18. sep 2010
Hvis din løn skal op, skal du forhandle hver dag og ikke kun i de 20 minutter til den årlige lønsamtale.

Gik din lønsamtale elendigt? Så tilhører du de 70 procent i Avisen.dks Wilke-undersøgelse, der kommer ud med lidt eller intet, når de prøver at vride penge ud af chefen.

Skal du komme ud med armene i vejret efter næste lønforhandling, skal du se hele året som en lønforhandling.

Her er kuren, der kan give dig flere penge på kontoen ved næste lønsamtale.

Lykke Petersen, chefkonsulent hos fagforeningen Lederne gør dig klar.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

”Du skal skabe et billede af dig selv, som en, der lykkes med nogle ting. Når din chef tænker på dig, skal han ikke tænke: ”Hvem er det nu Gitte er?”, men ”Gitte, ja hun har været med til at lave nogle gode resultater”. Det vil gøre din næste lønsamtale nemmere,” siger Lykke Petersen.

 

1. Du skal gøre dig mere synlig i løbet af året.

Når du kommer til lønsamtalen, skal chefen have et klart billede af dig og dine præstationer.

2. Drop ”VI”, når du taler - særligt hvis du er kvinde

Sig ”JEG”. ”VI” har ikke lavet et godt projekt. Det har ”JEG”. Især kvinder vil gerne fordele æren på flere.

3.  Fortæl om dine succeser.

Fortæl om det til andre, når du laver noget godt. Du kan godt lade et ord falde i kantinekøen, eller hvis chefen står ved siden af. Spred budskabet om, at du er dygtig.

4. Få styr på dine succeser og fiaskoer.

Når du skal til lønsamtale næste år, kan du ikke huske længere end 14 dage tilbage. Så tag notater i løbet af året. Skriv både dine succeser og dine fiaskoer ned. Når du går til lønsamtale og kommer med alt det, der gik godt, kommer din chef nemlig også med det dårlige. Du skal kunne forklare ham, hvordan du har lært af det, og det dermed har gjort dig endnu mere kvalificeret.

5. Hvad er du sat i verden på denne arbejdsplads for?

Hvorfor er du ansat? Hvad vil ledelsen gerne have, at du udretter her? Gå efter at gøre det. Tænk: Hvis min chef vidste, jeg havde det her mål, så ville han blive glad.

6. Så er der øl og kage!

Du skal sørge for at fejre dine sejre. Har du været med i et projekt, der er gået godt, så skynd dig at foreslå øl eller kage for at fejre det. Gør opmærksom på dig selv, når du har gjort en god indsats.

7. Sæt pris på dig selv.

Når du får en ny opgave, så sig, at den er du glad for, men at du selvfølgelig skal have mere i løn eller skal af med en anden opgave. Væn din chef til at tænke på dig som en, der er noget værd i kroner og ører.

8. Prøv at følge med i budgetdiskussionerne.

Det kan være svært, hvis du arbejder langt fra ledelsen. Men prøv. Hvis du stiller dit krav efter budgettet er lagt, bliver det svært.

9. Vær en medarbejder, chefen kan give en opgave og et ansvar.

Vær med til at gøre chefens liv nemmere, ved at han kan stole på dig og på at du leverer resultater, han selv får ære ud af i firmaet.

10. Tænk over din titel

Måske har du ramt det psykologiske loft for lønnen for den titel du har. Det kan være afgørende, om din titel ender på ”assistent”, leder eller chef. En vej til lønforhøjelse kan være at få en ny titel.