Sådan får du JA til det fede kursus

21. maj 2012
Læs de gode råd til, hvordan du overtaler chefen til efteruddannelse

Mange chefer vrider sig i stolen og sprutter kaffe ud ad næsen, når talen falder på efteruddannelse.

Det er dyrt, besværligt og kræver måske endda en ekstra indsats fra hans side for at få vagtskemaet til at gå op, mens den udvalgte medarbejder lærer noget nyt.

Så hvordan undgår du, at dit drømmekursus bliver vekslet med to uger af den sædvanlige trummerum på jobbet?

Vi har spurgt Pia Maul Andersen, der er uddannelsesansvarlig for Industrigruppen under 3F, hvordan man trumfer sine ønsker om efteruddannelse igennem.

1) Bliv skarp på dine rettigheder.

De fleste overenskomstansatte danskere har ret til mellem en og to ugers efteruddannelse om året. Men før du braser ind til chefen, skal du selvfølgelig gøre dig klart, hvad du har ret til.

Tjek din overenskomst, eller kontakt din tillidsmand eller fagforening.

2) Find ud af, hvad du vil.

Er det et svejsecertifikat, et bogføringskursus eller noget helt tredje, du har mest brug for? Det bliver lettere at overbevise chefen, hvis du er afklaret omkring, hvad du vil.

Reglerne for, hvilke typer efteruddannelse, du har ret til, varierer fra branche til branche. Men de fleste har ret til at vælge kurser, der er målrettet et hvilket som helst job inden for branchens overenskomst.

Nogle overenskomster giver dig også ret til at vælge kurser inden for tilstødende brancher. Inden for industrien kan du for eksempel vælge kurser inden for funktionærernes overenskomst, selv om du arbejder i produktionen.

3) Det er DIT valg.

Din chef kan naturligvis komme med forslag til, hvilken type efteruddannelse du vælger. Men de fleste har ret til selvvalgt uddannelse inden for rammerne af overenskomsten.

Chefen har altså ingen indflydelse på, om det, du lærer, kan bruges direkte i dit nuværende job.

Hvis han har brug for, at du lærer noget nyt, står det ham frit for at sende dig på efteruddannelse, der rækker ud over din overenskomstbestemt ret. Men så er det også ham selv, der betaler lønnen.

4) Stå på din ret.

Hvis du har ret til efteruddannelse, er der i princippet intet at diskutere. Men din chef har ret til indflydelse på, hvornår du holder din indflydelse.

Under alle omstændigheder skader det ikke at gribe sagen pædagogisk an over for din chef.

Hvis der generelt hersker en negativ holdning til efteruddannelse på din arbejdsplads, bør du sørge for, at du ikke står alene med dit ønske. Brug din tillidsmand til at få det sat på dagsordenen i virksomheden.

5) Udnyt tilskudsmulighederne.

Hvis chefen brokker sig over, at det er dyrt at sende dig på efteruddannelse, er det nok fordi, han ikke har overblik over tilskudsmulighederne.

De fleste former for overenskomstgarenteret efteruddannelse er støtteberettiget gennem for eksempel kompetenceudviklingsfonde eller VEU-godtgørelse.

Så du kan roligt minde chefen om, at det primært er dit gode selskab, han kommer til at undvære.

Læs mere på uddannelsesfonde.dk og efteruddannelse.dk.