Sådan får du fryns på jobbet

25. maj 2010
Gode råd fra chefen selv, hvis du vil overtale ham til ekstra frynsegoder til dig og dine kolleger.

Du har garanteret hørt om arbejdspladser, hvor de får massage i arbejdstiden, spiller bordfodbold i pausen og får den nyeste computer med hjem.

Vi elsker frynsegoder, men misundelsen ligger lige for, hvis du selv må nøjes med en kop Nescafe på chefens regning.

Men ifølge Thomas Kolber HR-chef for Carlsberg kan det lade sig gøre at overtale ham til mere fryns. Men det er svært. Det kræver, at du har gjort dit hjemmearbejde godt nok inden, du konfronterer chefen.

Første skridt er en klassiker i arbejderkredse, men ikke desto mindre effektiv ifølge chefen selv.

Arbejdere foren jer!

”Én medarbejder vil aldrig få noget igennem. Så gå via medarbejderforeninger eller på anden måde få en brede i tilslutningen. Jo flere, jo bedre,” siger Thomas Kolber.

Det kan betale sig at bruge tid på dine kolleger inden du går til chefen. Faktisk kan dine muligheder for succes afhænge direkte af, hvor mange af dine kolleger, du kan få med på ideen. Så spids dine argumenter af på medarbejderne.

Men inden skal du se lidt på omfanget af dit forslag. Vejen til fryns er som så mange andre ting i tilværelsen ofte et spørgsmål om penge.

Hvad koster det?

”Forslaget om frynsegode skal være ordentligt forberedt. Jeg skal vide, hvad det koster, og det skal helst være så kostneutralt som muligt,” siger Thomas Kolber.

Sæt dig ned med en lommeregner og find ud af, hvad dit forslag koster for arbejdsgiveren. Ofte er fryns i småtingsafdelingen for chefen, men umådeligt meget værd for medarbejderne.

En tredje ting, der kan stå i vejen for fryns kan være gamle goder. Udtjente frynsegoder, som for dig er fuldstændig ligegyldige, men for chefer så som Thomas Kolber en penibel sag.

En exit-strategi

”Der må meget gerne være en plan for, hvordan man lukker ned for frynsegodet igen, hvis interessen daler, så arbejdsgiveren undgår at betale relativt meget for et gode, som kun få medarbejdere er interesseret i,” siger han.

Chefen er bange for at hænge på et frynsegode, som ingen rigtig bruger, men som medarbejderne alligevel opfatter som en ret, fordi det har eksisteret i evigheder. Derfor skal du have en exit-strategi for dit frynse-forslag, hvis interessen daler.

Du kan også helt vælge at lave en byttehandel med chefen. Smid det gamle og ligegyldige gode på porten, og indfør i stedet dit eget forslag.

Giv og tag

”Hvis man vil tilføje noget, så burde man også fjerne noget, hvis man vil holde liv og dynamik i udviklingen. Ordningerne for personalegoder skal administreres og meget hurtigt bliver omfanget stort,” siger Thomas Kolber.

Fleksible frynsegoder

I stedet for at indføre fryns til alle, så lad det være op til den enkelte medarbejder at vælge selv, hvad vedkommende kan bruge på en liste af tilbud, som chefen har godkendt.

På Carlsberg nedlagde de ansatte for nylig arbejdet, fordi ledelsen blandt andet fjernede muligheden for at drikke tre øl om dagen. De tre øl var et gode, som medarbejderne fik da ruder konge var knægt, og som de havde meget svært ved at skulle undvære.

Frynsegoder

Danskerne får i gennemsnit 245,40 kr. i arbejdsfortjeneste pr. time. Det indeholder blandt andet løn, pension og personalegoder.

Men fryns udgør under en procent. Kun 1,90 kr., viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, selvom danskerne er vilde med frynsegoder.

En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke for Go' Morgen Danmark viser, at over 40 procent af danskerne synes, at fryns er vigtigt eller meget vigtigt for dem.

Undersøgelsen viste også, at over 45 procent af danskerne har gratis kaffe eller te på arbejdspladsen.